Schneekloths gymnasium. 1957 – 1964

Jeg startede på gymnasiets mellemskole i august 1957 i 1a. Med fra Sydhavnen havde jeg Steen Christensen, Nils Hofmann, Thor Ganderup Hansen og Henning Hecht. Alle fine fyre fra arbejder- eller funktionærhjem.

Min sidekammerat stort set hele skoleforløbet igennem var Niels Frederiksen. Han kom fra Mathildevej en sidevej til Søndre Fasanvej. Med et moderne udtryk havde vi meget socialt samvær enten hos ham eller hos mig i forbindelse med lektielæsning ol. Det var hos Niels, at jeg blev introduceret til den lidt mere moderne klassiske musik - Dvorák, Debussy, Schønberg, Grieg og Nielsen. Og det var hos Niels, at vi øvede os i dybsindige filosofiske og religionsfilosofiske diskussioner, hvilket har været med til at modne os.

Schneekloth var dengang et rent drengegymnasium med en stribe magistre, hvoraf flertallet ikke havde nogen pædagogisk fornemmelse endsige menneskelig anstændighed. Men de havde jo heller ikke uddannelsen. Man skulle tro det var løgn, men nogle af lærerne var som skåret ud af Hans Scherfigs Det forsømte forår.

Et eksempel var vores historie- og fransklærer Arne Kongshøj Larsen. Han syntes selv, at han var alle tiders lærer. Kom med vandede vittigheder. Var utrolig frisk med de friske, og så læste han højt for os af Hans Scherfigs roman Det forsømte forår. Men under alt det joviale gemte der sig et usympatisk magtmenneske Det viste sig i 4a dengang Jørn fra Amager syntes, at han også skulle fyre en vittighed af. Det var i øvrigt den traver, der på det tidspunkt havde været hele vejen rundt i København, om hvad det var, at lommerpigen Judy Gringer havde i bukserne, og da Kongshøj ikke vidste det, fik han naturligvis svaret til almindelig moro for klassen, nemlig lommer (Stig). Sjældent har en vittighed, der i øvrigt havde samme høje kvalitet som Kongshøjs egne kostet en elev så dyrt. Kongshøj svor rød i hovedet af forargelse og raseri, at han ville være mand for at sikre, at en sådan umoden fusentast ikke blev optaget i gymnasiet. Det blev han heller ikke til trods for, at han havde evnerne.

I gymnasiet fik vi Kongshøj i fransk. Undervisningen bestod alene i oplæsning og oversættelse. Jeg tror ikke, at der var en eneste af os matematikere, som fik noget som helst blivende ud af hans undervisning. Kongshøj var stolt af, at han havde gået to klasser under Hans Scherfig på Metropolitanskolen. Han syntes som Scherfig, at hans lærere havde været rædselsfulde. Hvor er det let at se splinten i de andres øjne, men svært at se bjælken i ens eget.

Et andet eksempel var vores sløjd- og latinlærer Axel Jensen også kaldet d`Axel. Axel Jensens domæne var sløjdlokalet, der lå i en bygning for sig over for skolen. Bygningen husede også Sløjdlærerforeningens efteruddannelse. Her eksellerede d`Axel i rap over fingrene med sin lineal, latterliggørelse af elevarbejder etc. Hans ynglingsfrase var hvislende at udbryde Doven, høvler for meget, og i en af mine kammeraters karakterbog havde skrevet: Høvler mod al sund fornuft. Sløjd var langt fra min stærke side, hvilket gav sig et tydeligt udslag i mine karakterer, der svingede mellem tg- og mg, svarende til 13-skalaens 3 og 8.

I skolens årsberetning stod lakonisk år efter år, at klasseundervisningen tilrettelagdes efter Dansk Skolesløjdsystem.

Ud over sløjd underviste d`Axel os i skrivning op til og med 3a. Det var heller ikke min stærke side, hvilket tydeligt gav sig udslag i min karakterer, der rimeligt stabilt lå på g svarende til 6.

Axel Jensen var ungkarl, fed og ulækker, fordi han formentlig holdt sig til et årligt bad. Det er for mig en gåde den dag i dag, hvorfor skolens rektor eller andre i lærerkollegiet ikke turde gøre manden opmærksom på, at han lugtede. Alligevel har man sikkert vist sit ubehag. Axel Jensen kom kun meget sjældent på lærerværelset.

Vi havde d`Axel i latin i 4a. Det var dengang et vigtigt fag. Afgørende for om man kunne komme i det sproglige gymnasium, ligesom den lille latinprøve var en afgørende forudsætning for universitets medicinstudium. I august, hvor vi var 24 elever på latinholdet, proklamerede d`Axel, at antallet ville være nede på det halve inden februar. Det var en hård påstand, men også hans mål. Og det kom til at holde stik.

Undervisningen i latin var lige så stereotyp som i fransk med oplæsning og oversættelse, men i modsætning til fransk er der jo tale om et dødt sprog.

d’Axels undervisningsfacon var let at gennemskue. Jeg overlevede massakren, fordi jeg konsekvent havde læste næste dags lektie. Han sluttede nemlig altid timerne med at høre os heri til trods for, at vi ikke skulle have læst den. Thor, der var en af de flittigste og bedst begavede i klassen, sprang fra holdet på grund af d’Axels ulidelige opførsel og undervisning.

Endelig underviste han også i fransk, hvilket i vores afsluttende studenterrevy afstedkom formuleringen:

Han gnider sin isse med lystent grin,

fortæller på fransk om form og stil,

vi ere eksperter på kvindens beklædning,

men fransk og latin kender vi ikke til.

Også rektor Meinhard Gundolf var en parodi på en underviser. Han var lige blevet udnævnt som rektor. så vi var hans første 1a på Schneekloth. Han var lille og rund og til tider hysterisk. Han havde den for mange rektorer kedelige vane, at han stort set altid kom meget for sent til undervisningen. Det fremmede jo ikke ligefrem indlæringen. Vi havde ham i tysk. Han var meget glad for sig selv. Han havde fået udgivet en grammatik, og den gik han op i, når han endelig var der, men i øvrigt bestod undervisningen som i fransk hovedsagelig i oplæsning og oversættelse, hvorfor tysk ikke ligefrem er det sprog, jeg boltrer mig på.

Rektor, der tog sig selv meget højtidelig, omdelte hvert kvartal vore karakterbøger ledsaget af hans bemærkninger. Konkurrencemomentet var naturligvis i højsædet. Vi blev råbt op efter karaktergennemsnit, og han elskede især at kommentere vore op- og nedture. Et elementært pædagogisk fif, men næppe synderligt frugtbart. Jeg befandt mig heldigvis altid i den bedste tredjedel. Det gav en vis fred såvel på hjemmefronten som i skolen.

Et sådant undertrykkende miljø har også sine svage punkter, hvor trykket kan tages af kedlen. Det ene sted var i tegning hos Helge Høvring. En rar, men svag lærer, der blev gjort til genstand for vores drillerier. Jeg erindrer i øvrigt med glæde nogle af hans spændende lysbilledforedrag om moderne kunst, men nogen ørn til faget var jeg ikke.

Mine præstationer blev meget retfærdigt bedømt til gx svarende til lidt mere end et 6-tal.

Et andet svagt punkt var i geografi hos Kiilerich, som vi fik i 3a. Han havde været med på Galathea-ekspeditionen, og fra denne kunne han berette meget spændende. Han havde i lighed med vores religionslærer Helge Prior den uvane, at han kunne falde i nogle gevaldige staver, som end ikke blev forstyrret af skoleklokkens kimen. I revyen fik Prior følgende sang med på vejen:

Kor: Skynd dig ind i drømmeland.

Solist: Festina lente.

Kor: Priors øjne, de får sand.

Solist: Festina lente.

Kor: Skynd dig straks at gå i koma.

Lige så hurtigt, som du kan.

Du drømmer angst og bange

for elevers drillen,

hver gang at du i koma går.

Men vi vil give dig

en smule fred i sjælen,

når vi går ud af skolen i år.

Så skynd dig ind i drømmeland

Solist: Drøm du om Paulus.

Kor: Priors øjne, de får sand.

Solist: Drøm du om Marcus.

Kor: Skynd dig ind i helgenriget

lige så hurtigt, som du kan.

Op til og med 2a havde vi lille Helmer Larsen i geografi, medens vi havde ham i naturhistorie til og med 4a. Han var en dygtig underviser, som med ildhu var leder af vort lejrskoleophold i 3a. Det gik den 16. - 21. maj 1960 til Borrevejle Vig med spændende udflugter rundt i det midtsjællandske landskab heriblandt til vikingelandsbyen i Lejre. Ud over Helmer bestod lærergruppen af Børge Bendt Nielsen og Juncker-Jørgensen. Helmer underviste os også i slutningen af mellemskolen og i gymnasieskolen i gymnastik, og her prægede hans korte militære løbebane hans pædagogik. Han var løjtnant af reserven.

I matematik havde vi superlektor Busk-Jensen. Super stod for, at han havde et særligt tillæg grundet hans faglige dygtighed. Han var også dygtig, men på linie med de øvrige en dårlig pædagog. Han havde sine favoritter, og han havde dem, han bestandig gjorde til grin, fordi de ikke kunne finde ud af matematikkens smukke forklarede verden. Hvor jeg synes, at Kongshøj Larsen var som lektor Blomme i Det forsømte forår, synes flere af mine klassekammerater, at Busk-Jensen løber med prisen. Det skyldes formentlig, at jeg var en af Busk-Jensens kæledægger. Det indebar bl.a., at jeg blev sendt ind til Fiolstræde for at hente hans nyindkøbte nye antikvariske bøger. En interesse, som jeg i dag kan konstatere, at jeg har overtaget.

Mit dilemma var, om jeg skulle være matematiker eller sproglig, men det afklarede Busk-Jensen på sin helt egen brutale måde. Jeg blev i 4a konsekvent hevet op til tavlen et halvt år i træk, men så var den sag også afgjort. Jeg blev matematiker. Busk-Jensen, der var overvægtig og storryger, døde inden han blev halvtreds, nogle år efter at jeg havde fået min studentereksamen.*

Af øvrige lærere skal nævnes ungkarlen Juncker-Jørgensen, som vi havde i dansk. Han fandt sin brud i Norge, da vi gik i gymnasiet, hvilket vi naturligvis ikke forbigik i studenterrevyen, hvor Holms råd til Juncker lød:

Du skal bare ta´ en tur til Norge.

Det har altid hjulpet, når det gjaldt.

Pigerne kan nemlig ikke sove,

og om sex, der ved de næsten alt.

I forbindelse med brylluppet droppede han navnet Jørgensen og hed herefter T. Juncker.

K.B. Mønsted havde vi i naturlære (fysik og kemi). Undervisningen bestod hovedsagelig i udarbejdelse af håndskrevne rapporter over forsøg, mindst 8 - 10 pr. år. Herudover var Mønsted den store kreative kraft, når der skulle fremstilles kostumer til skolekomedierne, og amatørerne skulle instrueres.

I sang havde vi Kjeld Neiiendam og senere kammersanger Niels Holm. Kammersangeren var et meget behageligt menneske med et stort engagement i foreningen Norden. Han sang dejligt, men det havde vi drenge nu ikke megen forståelse for. Han stod sammen med dansklærerne og Mønsted for meget af det kulturelle på skolen. En enkelt af disse begivenheder var, at vi i 2a den 25. februar 1959 deltog i opførelsen af Improvisationer over Carél Capeks Insektliv. Jeg husker stadig strofen Ja, vi elsker, elsker fluerne. Jeg var flue. Af programmet fremgår, at hovedaktørerne var II g`erne med assistance fra Marie Kruses skole, mens vi fra 2a havde en mindre afdeling. Instruktører var foruden Niels Holm, K. B. Mønsted, Erik Steen, Alf Ove Jensen, Helmer Larsen og Juncker-Jørgensen. Det var også i 1959, nemlig den 16. april, at vi deltog i Niels Holms årlige sangafslutning med opførelsen af Buxtehudes Kantate domino. Jeg kan stadig synge med på kantaten.

Samvær af mere social art stod gymnasieforeningen Caverna Spiritus

(åndens hule) for i form af to årlige selskabelige sammenkomster foruden møder med foredrag og diskussion. Til ballerne inviteredes pigerne fra Marie Kruses skole.

Jeg erindrer også uddelingen af Det gule Slipselegat. Det var blevet oprettet af IIImna i 1958 og i 1960 blev det tildelt Henrik Lærum, der var i IIImmb. Slipselegatet blev givet for godt kammeratskab, kreativitet og skøre indfald. Henrik studerede senere matematik på Københavns Universitet, hvor han fik taget første del, hvorpå han droppede studiet til fordel for en læreruddannelse på Blaagaard seminarium i Gladsaxe. Her mødte jeg Henrik, der blev en solid matematik- og sløjdlærer. Slipselegatet, kunne jeg konstatere, var blevet givet til den helt rigtige. Han gik dog især med butterfly.

I engelsk og gymnastik havde vi Arne Bruun. Om ham erindrer jeg, at han havde et utroligt sprogøre. Da vi startede i 1a, fortalte han os med meget stor sikkerhed fra hvilken del af byen, vi kom fra.

Jeg var ikke den bedste til gymnastik, men klarede mig rimeligt i holdspil, og på Schneekloth handlede det om håndbold og cricket. Håndboldholdet lå i de år ikke mindst takket være landsholdsmålmanden Bent Mortensen i 1. division, hvilket trak mange af os med i klubben. Af andre koryfæer husker jeg Birger Larsen, der tillige var forsvarsklippe i fodboldklubben Frem og på landsholdet samt Finn Nistrup og Flemming Søegård, der begge tillige var aktive criketspillere. Vi blev i starten trænet i skolens gymnastiksal, og vore gymnastiklærere gik op i klassens præstationer på skoleidrætsdagene, hvor vores klasse i 3. og 4. mellem vandt turneringen i kamp med bl.a. hold fra Gl. Hellerup og Østre Borgerdyd. Jeg var 1. reserve, forsvarsspiller, men det var Jørgen, Thor, Nils og Steen, der var på klasseholdet sammen med bl.a. Tom Hinsby, der efter gymnasiet vandt guld i Tokyo i firer med styrmand.

Thor var en meget dygtig gymnast og en god criketspiller. Cricket trænede vi på banerne ved Baunehøj bag ved Vestre kirkegård og fængsel. Boldene var af træ, så det gjorde ondt, når vi greb dem forkert eller fik dem ind på kroppen i fuld fart. Der er derfor en hel naturlig forklaring på, hvorfor cricketspillere er så beskyttede med benskinner og skridtbeskyttere. Kampene tager op til 6 timer, så søndagen kunne hurtigt få ben at gå på. Ildsjælen bag cricketklubben Svanholm var Torben Hansen. Torben, der også var aktiv i

håndboldklubben, var ungkarl og fuldmægtig i kirkeministeriet. Det var ikke mindst hans arbejde med klubbens ungdomsafdeling, der har æren for, at Svanholm rykkede op i 1. division, hvor de vandt Danmarksmesterskabet flere gange i kamp med klubber som Hjørring (med landsholdslegenden Niels Middelboe) og Frem. En medvirkende årsag til klubbens succes var, at den blev åbnet for andre end Schneeklothianere i begyndelsen af 60`erne. Et af de helt store navne, der kom til klubben fra Baunehøjkvarteret var Jørn Jønsson - den første danske criketspiller, der har levet et langt liv som professionel i cricketsportens hjemland England.

For så vidt angår lektier, så forberedte vi os som regel i par. Jeg var som sagt mere eller mindre permanent makker med min sidekammerat Niels. Vi læste ofte sammen. Hvad angår stile var makkeren min mor, som gennemlæste dem og sikrede et godt sprog og forhindrede en afsløring af, at jeg var ordblind om end i meget let grad. Mor overhørte mig også i sprogfagene, også selv om hun intet forstod, såsom latin og fransk. Når det gjaldt matematikopgaverne, så glødede telefontrådene ofte med mig som ankermand, men ofte var det Thor eller Nils, der havde fundet løsningen på en svær blækregningsopgave. Også i fysik, hvor vi havde K.B. Mønsted, og hvor vi skulle aflevere et hav af rapporter over forsøg, glødede telefonerne om end ikke så meget som i matematik. Her var samarbejdspartnerne Niels, Nils, Thor, Steen og Henning. Jo, vi fra Sydhavnen stod sammen i kampen om at nå gymnasiet.

Vi kom alle i gymnasiet. Niels, Nils, Thor og jeg blev matematikere, mens Steen blev sproglig sammen med bl.a. Alex Frank Larsen og Tom Hinsby. Alex blev en fremragende journalist, som foruden det trykte medie inkl. bogudgivelser, heriblandt biografien om Anker Jørgensen, har lavet nogle rigtig gode, dokumentar- og fjernsynsudsendelser. Alex erindrer jeg særlig for en udtalelse, hvis sammenhæng jeg for længst har glemt, men jeg tror, at det var i mellemskolen i forbindelse med en håndboldkamp, hvor jeg konsekvent havde overset ham på stregen. Han sagde meget indædt og med hysteriske tårer i øjnene: at jeg var den mest egocentrerede, han kendte. Dengang vidste jeg knap nok, hvad ordet betød, men havde dog en anelse, fordi jeg kendte ordet egoist. Udtalelsen har altid rodet rundt i mit hoved, formentlig fordi han ramte hovedet på sømmet.

Det viste sig at være en uvurderlig fordel, at komme fra gymnasiets mellemskole. Vores klasse fik kun tilført tre fra andre folkeskoler, resten kom fra skolens egne to mellemskoleklasser og realklassen. Af de tre måtte de to tage en ekstra tur i 1 g.. Der var ikke underligt, at min bror så hurtigt havde opgivet den boglige karriere.

Af de nye kammerater erindrer jeg især de fire, som kom fra realklassen, nemlig Ole Nyby Nielsen, Karsten Kornerup Jensen, Viktor Friis og John Pedersen. Alle fire var gode håndboldspillere, hvilket betød, at vi ikke alene blev skolemestre, men også vandt kampene på idrætsdagene. På mål havde vi Alec Nielsen, medens Niels Krebs var stregspiller sammen med Ole. Herudover var Thor og Nils på holdet. Jeg var fortsat på reservebænken, hvor jeg forblev indtil jeg helt opgav spillet, fordi jeg syntes, at det blev for brutalt. Ole, John og Nils er alle blevet læger, Thor ingeniør, Niels blev magister og gymnasielærer i Nyborg og Henning kontorchef i Fiskeriministeriet. Viktor, der var noget af et brød, døde i Frankrig inden han blev fyrre.

Af de øvrige gymnasiekammerater kan jeg udover Niels og Henning især huske Carl Mandal Hansen, som jeg skrev studenterrevyen sammen med. Han var en festlig fætter, som elskede at arrangere sammenkomster, således stod han for indkaldelsen til såvel 10, 25 og 50 års studenterjubilæet. Efter det sidste fik vi et meget ejendommeligt brev fra Carl, som nu kaldte sig for Carl Sukkot, hvori han fortalte om den tro han havde annammet. Herudover har jeg senere mødt Henning Howe Hansen som fuldmægtig i Kommunernes Pensionsforsikring og Hans K. Vedersø, der flere gange har søgt valg til såvel Frederiksberg kommunalbestyrelse som til folketinget for partiet Venstre.

Lærerne i gymnasiet opførte sig lige stort set så skørt som de havde gjort i mellemskolen og undervisningen var heller ikke noget at skrive om. Det gjaldt især Kongshøj Larsen, som vi havde i fransk, mens vi heldigvis var sluppet for Axel Jensen.

Ole Møller Nielsen i matematik kunne blive så ophidset, når en elev ikke kunne sine lektier, at fråden formelig stod ud af munden på ham, men bortset herfra, hvilket dog stod på ret hyppigt, så var han en omgængelig og god underviser.

I dansk havde vi fået Alf Ove Jensen, der senere blev rektor på Efterslægten. Alf kunne udlægge verdenslitteraturen, så det i hvert fald fangede min interesse. Og så var han en fremragende oplæser. Jeg husker med glæde, hans oplæsning af kapitlet Storinkvisitoren i Dostojevskijs Brødrene Karamassov. Alf kunne foredrage viser om end jeg ikke erindrer hvilke. Alf har givet mig min store interesse for skønlitteratur, hvilket jeg er ham taknemmelig for. Det var hos Alf, at jeg stiftede bekendtskab med bl.a. Sct. Hansaftens spil, Hosekræmmeren, Mogens, Fru Fønns, En sjæl efter døden og Thøger Larsens digte. I forbindelse med studenterrevyen havde Alf overskud nok til at rose forfatterne, hvilket jeg naturligvis ikke var sen til at labbe i mig.

Alf Jensen, Helmer Larsen og Erik Steen stod for IIg´ernes lejrskole på Bornholm, der blev afviklet fra den 6. - 13. september 1962. Vi så bl.a. Rabekkerværket, rundkirkerne, dysser og helleristninger. Der skulle løbende skrives rapport om hver dags begivenheder, hvilket jeg også gjorde, og af denne fremgår, at vi startede med at være hundesyge på Bornholmerbåden. Rapporten viser i øvrigt med en forfærdende tydelighed, hvor ringe det stod til formulerings- og stavemæssigt selv i IImna. Gad vist om mine kammerater stod på et tilsvarende ringe niveau. Vi må have været noget af en udfordring for vore lærere.

Vi havde Busk-Jensen i naturlære i Imna, hvorpå undervisningen blev overtaget af Børge Bendt Nielsen - Danmarks skærmtrold -, der i flere år i monopolfjernsynet stod for nogle af de mest populære undervisningsudsendelser om fysik, kemi og astronomi. Skolen var naturligvis stolt af Bennermand, som vi kaldte ham.

Vi havde Sode Petersen i engelsk i 1g. I modsætning til både tysk og fransk såvel i mellemskolen som i gymnasiet fik vi i engelsk øvet os med det talte sprog.

I historie havde vi den søvndyssende Helge Prior, medens vi i oldævl havde den mest selvglade af alle lærerne, nemlig dr. phil. K.F. Plesner. Hans doktorring står fortsat lyslevende i min erindring. V fik den undervisning, som var forudsat i gymnasiebekendtgørelsen. Vi stiftede bl.a. bekendtskab med kunsthistorien, dramaets historie, Aischylos Agamemnon, Euripides Medea og Sokrates domfældelse og død. Plesner fik i 1965 i serien Søndagsuniversitet udgivet en foredragsrække om Voltaire.

Vi var flere, der fik flidspræmier i forbindelse med årsafslutningerne. Flidspræmierne var hovedsagelig bøger, skolen måtte have fået tilsendt som anmeldereksemplarer. Jeg fik i IIg Hubert, Bristol og Dwigts Matematical Tables. Jeg har aldrig åbnet bogen endsige haft brug for den.

Afslutningen på skolegangen blev i begyndelsen af maj 1964 fejret med en studenterrevy, som jeg havde skrevet sammen med Carl Mandal, og med alle vore kammerater som skuespillere eller sangere. Der blev ikke lagt fingre i mellem, hvilket allerede fremgik af indtogsmarchen, som lød:

Det at være Schneeklothianer,

det er værre end I aner.

Hele lortet burde straks saneres!

Lærerne er dumrianer, de går bare rundt og glaner.

Et par stykker burde destrueres.

Rektor han er lille,

men til gengæld temlig bred,

og så bli´r han tit og ofte meget, meget vred.

Og så er det ikke til at se, hva´ der er opad eller nedad

eller indad eller udad eller hvad,

men vi elsker jo vor skole,

skønt der er alligevel nogle,

der vil synes, den er ikke rigtig god,

men det er ikke til at vid´ det,

hvis man ikke lige ved det,

og for øvrigt er vi lige glade nu!

Studentereksamen fik vi alle i juni 1964. To var dumpet efter Ig. Jeg var heldig med at få det bedste gennemsnit til stor fortrydelse for Thor. Gennemsnittet lå i øvrigt så lavt som 9,1, men det var før, der for alvor var gået inflation i 13-skalaen.

Studenterrevyen sluttede med en formanende afskedssalut med gode råd til vore efterfølgere under overskriften Drenge træd varsomt:

Drenge træd varsomt, thi skolen er grå.

Nul er karakteren, kun enkelte kan få.

Men chancen den er der, det ved skam enhver

i fransk og latin og i sløjd ovre der.

Pas på jeres regning, husk 2 + 2 = 5,

så har I fået et sikkert 3-tal hjem.

Hos Prior man sover både første og anden gang,

mens man sig et 10-tal let redder hjem i sang.

Pas på lille Larsen og hans gymnastik.

Sov i hver en time hos lille Kiilerich.

Engelsk og tysken er gode støttefag

for alle matematikere i tredie a.

Kongshøj i fransken, og intet bli´r lært.

Ligesom i historie, og er det så sært.

Derfor I drenge, træd varsomt hver og en,

så I en dag vil gå ud af tredie g`en.

Studentereksamen blev naturligvis fejret på behørig vis. Klassen lejede en bus til den obligatoriske rundtur til hjemmene. Glade var vi, sang alle Beatles´ sange for fuld hals, og fulde blev vi. Det var vi også de næste par dage inden gassen gik af ballonen. Jeg husker, at jeg en morgen gik hjem fra beværtningerne i den indre by til vores kolonihavehus i Brohaven. Det var her, jeg havde læst til eksamen, medens jeg i øvrigt havde nydt det dejlige forårsvejr.

Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, så er konklusionen, at Schneekloth ikke var værre end de øvrige gymnasier i København dengang, men formentlig en af de bedre om end voldsomt præget af, at det var det sidste rene drengegymnasium. Tonen på skolen var rå, men fagligheden var bortset fra de anførte eksempler inden for sprogfagene i top. Den voldsomme fokusering på karakterer kombineret med en bestandig nervøsitet om, man nu også kunne klare den, har ganske givet ikke været den bedste bagage, jeg har fået med fra Schneekloth.

Gymnasiet flyttede nogle år efter vores eksamen til Brøndby kommune og blev i den forbindelse åbnet for piger. Min fætter Flemming kom i gymnasiets realskole i 1966 - mellemskolen var i mellemtiden blevet nedlagt. Han viste sig at være en særdeles habil håndboldspiller. Kom på klubbens 1. hold efter gymnasiet og havde megen fornøjelse af, at være træner i klubbens ungdomsafdeling.

Sommerferierne i gymnasietiden brugte jeg bl.a. til at tjene lidt lommepenge som arbejdsdreng på Otto Mønsteds margarinefabrik. Den lå i Sydhavnen, hvor TeleDanmark i dag har kontor og lagerplads. Arbejdet bestod i pakning af margarinen, hvilket først og fremmest handlede om rengøring og overvågning af en pakkemaskine. Alt i alt tjente jeg gode penge i de måneder, jeg var ansat, men det var lidt surt at skulle på arbejdet om lørdagen, men det skulle man dengang om end kun til kl. 14.00.

 

*Korrektion: Busk-Jensen døde i 1977 61 år gammel.

Steen Johansen

12. maj 2016