Busk-Jensen var vores matematiklærer. Hadet af alle. Han var kolerisk og helt uden pædagogiske evner. Ved en lejlighed (fødselsdag)fik har et par cigarer og var tydeligt rørt. Han tændte en med det samme i klassen. Vi havde anbragt tre sprængemner i cigaren som eksploderede efter et par drag.

Han elskede mig.  Det skyldtes at jeg en dag var oppe i matematik ved tavlen og var ved at udregne noget. Pludselig råbte han op og sagde at jeg ikke kunne regne og kaldte mig for firøje og andet.

Jeg svarede ham i samme tone (dog ikke nogen øgenavne) og sagde (råbte) at det var ham der ikke kunne regne.

Han stoppede lidt op og så efter igen og måtte indrømme at jeg havde ret. Efter den tid kunne jeg ikke gøre noget forkert i hans øjne. Han påstod på et tidspunkt at han havde opdaget mig.

Ved den mundtlige eksamen  var jeg lige ved at dividere noget med nul, men så blinkede han til mig med det øje der var væk fro censor og så kom jeg i tanke om at nok var en dårlig ide. Jeg fik selvfølgelig ug.

Jeg tror hoved årsagen egentligt var at ingen nogensinde havde vist ham at de var overbeviste om det de gjorde i matematikken var rigtigt.

Nogle år senere da jeg mødte ham på gaden stoppede han mig og spurgte hvad jeg studerede. Da jeg fortalte ham at jeg studerede til ingeniør så han ud som om jeg havde sparket ham over skinnebenet. Han havde nok håbet på at jeg studerede matematik.

– Jens Ole Stilling