129. ORDINÆRE GENERALFORSAMLING 11.maj 2023

SCHNEEKLOTHIANER SAMFUNDET AF 2. MAJ 1894

129. ORDINÆRE GENERALFORSAMLING
11.maj 2023 kl. 12:00.
I Hansens Gamle Familiehave

Bestyrelsens beretning for det forgangne år.

Velkomst.
Coronapandemien vendte op og ned på hele samfundet, og dermed også foreningslivet. Det forgangne år er det første normale år vi har haft siden krisen.
Året har været fuld af aktiviteter, som jeg skal omtale senere, men først vil jeg gerne have, at vi mindes de medlemmer, der desværre ikke længere er blandt os.

Siden sidste generalforsamling er fire af Samfundets medlemmer faldet bort.

John Faurholdt døde i juli 2022. Faurholdt var student fra 1955 og medlem af Samfundet lige siden. Han var i flere år en glimrende formand for samfundet, og altid behjælpelig når der var praktiske problemer, der skulle løses
Faurholdt var civilingeniør, og deltog i mange store byggeprojekter, herunder byggeriet af den første af metrolinjerne i København.

Søren Rosendal Jensen var student fra 1958 og blev kemiingeniør fra Polyteknisk Læreranstalt, og virkede hele livet som forsker og underviser på DTU. Lige til sin død var han aktiv i sin forskning. Søren, der døde i oktober, var hele livet et trofast medlem af Samfundet, selvom en livslang lungerelateret sygdom ofte forhindrede ham i at deltage i vores arrangementer.

Claus Juul Nielsen var også student fra 1958, og fra samme klasse. Han var faktisk min sidemand i alle årene på Schneekloths Skole.
Claus blev cand. polit. og fik en stor karriere i Udenrigsministeriet, hvor han bl.a. var vores Generalkonsul i Hong Kong, og ambassadør i Polen, Ungarn og sidst Irak.
Claus Juul Nielsen var en af de allersidste der kom ud af Saigon ved byens fald, og under Muhammedkrisen redede han danskerne ud af Irak, efter at pøblen havde stormat den danske ambassade.
Claus var også et livslangt og trofast medlem af Samfundet, og holdt to foredrag for os. Han døde i november.

Det fjerde medlem vi har måttet sige farvel til er Mogens Hvam, der var student fra 1952.
Hvam blev uddannet hos A.P.Møller og var bl.a. i ti år på Odense Stålskibsværk. Samtidig læste han jura og blev senere ansat hos Hempels farver, hvor han var deres jurist i mere end 25 år. Hvam var et trofast medlem af Samfundet i alle årene. Hvam døde i december.

Æret været deres minde!

Medlemsskaren.
Samfundet har i dag 38 medlemmer, hvoraf et Æresmedlem og 16 Livsvarige medlemmer. Medlemstallet er faldet i forhold til sidste år som følge af dødsfald og sletning. Men vi kan også glæde os over tilgangen af to nye medlemmer.

Arrangementer.

I det forløbne år har der været afholdt 5 arrangementer

1. Sidste Generalforsamling den 16. maj 2022.

Medlemmerne godkendte bestyrelsens beretning og Samfundets årsregnskab.

2. Den 20.september 2022, mødtes vi ved den Franske Skole, hvor jeg fortalte om bombardementet den 21.marts 1945.
Efter en rundgang i området indtog vi vores frokost her i Hansens Gamle Familiehave.

3. Den 16.oktober 2022 var vi til rundvisning i det nyindviede Havnebygmesterens Studiesamling, der var en spændende gennemgang af Københavns havn
Efterfølgende spiste vi frokost i Café Pedersborg i Bredgade.

4. Den 23.februar så vi en storslået udstilling af Anna Sybergs tegninger i det Hirschsprungske Museum Frokosten indtog vi Under Uret.

5. Den 12.april besøgte vi Heerings Gaard, hvor vi dels fik en rundgang om selve bygningen og dens historie, samt permanente udstilling, og dels en rundvisning om ’Værdien af kunst’. Frokosten indtog vi samme sted.

Alle vores arrangementer har modtaget støtte fra den generøse gave givet til Samfundet af Tage Nørgaard.

Bestyrelsen vil gerne takke medlemmerne for deres opbakning til Samfundet, og formanden vil gerne takke resten af bestyrelsen for dets indsats i det forløbne år.

Søren Holm
Formand