Skolegangsberetning af Preben Vittrup

Skolegangsberetning af Preben Vittrup

SCHNEEKLOTHS SKOLE   1957 – 1964.

 

I juni 1957 havde jeg gået på Rughavevej Skole i Valby i 5 år og var derfor blevet færdig med underskolen. På dette tidspunkt blev det afgjort, om man skulle fortsætte i, hvad der blev kaldt almindelig mellem eller i fri mellem de næste 4 år. Det foregik normalt på den samme skole, men dengang var der tillige muligheden for at starte mellemskolen på et gymnasium.

Underskolen havde jo været nærmest en leg for mig, så man mente åbenbart fra skolens side, at jeg godt kunne blive optaget på et gymnasium. Jeg var den eneste i klassen, der fik denne mulighed. Hvis jeg nogensinde ville ende med at blive student, ville jeg blive den første akademiker i familien. Sidenhen blev dette jo et større politisk mantra om at bryde den sociale arv, men herom havde jeg ikke gjort mig nogen tanker dengang.

 

Man kunne søge om optagelse på tre gymnasier. Hjemmet gav mig selv lov til at vælge rækkefølgen mellem disse. De skulle blot, fik jeg at vide af mine forældre, ligge på Frederiksberg. Nok er jeg født på Peter Bangs vej og min mors familie boede på Ceresvej bag Landbohøjskolen, men ellers havde jeg ingen relationer eller anelser om, hvad de tre valgmuligheder indebar. Så jeg valgte efter deres navn. Falkoner var førstevalget. Det lød eksotisk. Frederiksberg Gymnasium var andetvalget, men det endte med, at man sendte mig til min tredieprioritet Schneekloth. Det gik mig nu ikke på. Mit kendskab når det kom til stykket om de tre steder var som sagt nærmest lig nul, og i en alder af 11 år var kendskabet til det modsatte køn eller manglen på samme ikke rigtig dukket op i min tankegang. Så det faktum, at det var en ren drengeskole, tænkte jeg overhovedet ikke på.

 

Skolen lå på Værnedamsvej. Nærmere bestemt nr. 13 A. Det vidste jeg omvendt godt hvor var, da gaden dengang gik for at være slagtergaden og hjemsted for mine morforældres yndlingsslagter Ryholt. Skråt overfor slagteren var så indgangen til skolen, der skulle blive en fast del af mine teenageår. En egentlig indgangsport mindes jeg ikke, at der var til skolen. Man skulle blot huske at stå af cyklen, inden man kom ind på området. Nu er tiderne skiftet. Når man ser indgangen i dag, er det en lukket dør i stål og glas, hvor det kræver adgangskode for at komme ind.

 

Værnedamsvej ligger præcist på kommunegrænsen mellem Frederiksberg og København. Måske har dette været medvirkende til, at området så ud til at mangle en byggeplan. Skolen lå nemlig på en slags koteletgrund, så man udefra vejen kun kunne ane, at der for enden af passagen lå en 4 etages bygning i røde mursten. På en måde i en slags baggård, men Vesterbro var vel også kun et stenkast væk. Skolen bestod primært af en hovedbygning i 4 etager. Selve bygningen var blevet opført i 1884, men allerede i 1854 nærmere bestemt den 2. maj var skolen blevet grundlagt som en privatskole af Hans Schneekloth. Da den i 1919 blev overtaget af staten, måtte den samtidigt skifte navn til Svanholm gymnasium, da det ikke var tilladt for statsgymnasier at have personnavne.

Heldigvis havde en vis Frederik Borgbjerg (1866-1934) gået på skolen, og han foranledigede at skolen fik sit gamle navn tilbage i 1930. Han havde selv gået på skolen og gennemtrumfede navneændringen på et tidspunkt, hvor han var undervisningsminister (socialdemokrat). Derved blev skolen det eneste statsgymnasium i Danmark, der havde et personnavn. Vi fik at vide, at dette kunne vi være meget stolte over.

 

På forsiden over hovedindgangen stod skrevet 7 bogstaver der umiddelbart ikke gav nogen mening. AHVLKAS: Den officielle udlægning var, at det relaterede sig til initialerne af skolens to bestyrere i 1884, men for de nuværende elever var betydningen mere ligetil, at Alle Helvedets Værste Lidelser Kommer Af Skolegang. Mere nutidigt var dog en mindeplade for 10 tidligere elever, der var døde under 2. verdenskrig.

Alle lærerkræfterne var mandlige og havde en cand. mag. uddannelse. Eneste undtagelse var  Alf B. Kiilerich,  der var  mag. scient. og Knud Frederik Plesner,der var intet mindre end dr. phil. Halvdelen havde titlen lektorer og resten var adjunkter. Man må vel ikke forglemme at to med tiden var udnævnt til superlektorer. Ved en enkelt lejlighed mødte vi dog en kvindelig lærerkraft nemlig datteren af den første ombudsmand  Stephan Hurwitz.  Hun hed Sonja H. og var kortvarig vikar.

Det er ret så uforudsigeligt, hvilket navn man bliver kendt under. Selv blev jeg altid kun kaldt mit efternavn. For lærernes vedkommende blev én dog kaldt ved fornavn. Det var Axel Jensen, der hed d’Axel. Måske fordi han underviste i fransk, men det blev udtalt på dansk med tryk på d’et. Alf Ove Jensen blev kaldt lysalf. Vel pga. hans blonde fremtræden. Sode blev kendt under sit mellemnavn, og først 50 år senere fandt jeg ud af, at Dalsten og jeg havde samme fornavn. Da han underviste i tysk, gik han nu også under navnet Talstein.

 

 

Foran hovedbygningen var den ene skolegård, der var beregnet til eleverne fra mellemskolen. Adskilt af et rækværk med en flagstang lå endnu en skolegård til de store klasser. Heldigvis udgjorde en del træer det grønne indslag for alt var ellers asfalteret. Det bevirkede jo så også, at skolegårdene var oplagte steder til at lave en håndboldbane. Især  den første da den ikke skrånede. De to mål bestod af et til formålet bøjet galvaniseret jernrør og det ene mål stod lige under halvtaget, så det ikke tog lang tid at hente bolden hverken ved mål eller skud forbi. Jeg mindes, at der på skolens husmur var indmuret en kumme beregnet som en drikkepost. Det var herfra man hentede vand, når de nye sutter skulle sættes nærmere ind i rangordenen. Til daglig bemærkede man ellers aldrig en sådan. På den anden side af hoveddøren var der toiletter i kælderen og endelig fandtes et pissoir i hjørnet. Om vinteren var der ofte, hvis vejret tillod det en lang glidebane langs stakittet ind til nabobygningen, hvor sløjdlokalet lå på første sal. Der var en tendens til, at forårssolen aldrig nåede ned for at smelte sneen, så der var en vis sandhed i det dårlige rim, som vi skrålede: “Hvor er den sne, der faldt i fjor – i Schneekloths skoles skolegård.”

 

Skoledagen startede alle dage præcist klokken 8 – inklusive lørdag. Timerne varede 50 minutter med efterfølgende 10 minutters frikvarter. Ofte var Verner Bjerrumgårdvagt. En vinterdag var skolegården som forventeligt fyldt med sne. Taget i betragtning af alle de forbud om opførsel der var i skolegården, så som at cykling var forbudt, er jeg sikker på, at kastning med snebolde ligeledes var i blandt. Nu var det jo en skole der gik op i de fine traditioner med håndbold, så om dette var årsagen til, at Bjerrum kun grinede, da et veltilrettelagt kast skød hans faste bestanddel – piben ud af munden på ham, ved jeg ikke. Hans reaktion derimod var nok den fornuftigste, da ingen så ud til at vide, hvem skarpskytten var.

Efter 3 timer var der frokost med efterfølgende spisefrikvarter. Kantine var et ukendt begreb, så frokosten der bestod af ens medbragte madpakke blev indtaget i klasseværelset. På skift var en af eleverne ordensduks. Denne stilling medførte, at man kunne blive i klasseværelset under frikvartererne “og sørge for, at kridt og tavleklud var i behørig orden, og at klassetavlen er ren.” Derudover blev han også lige før frokost sendt i kælderen efter mælk hos pedellen. For at regnskabet skulle gå op, fik vi fri efter normalt 6 timer dvs. kl. 14. Dette indebar, at kl. 12 var “frikvarteret” kun på 5 minutter. Om lørdagen var timerne på 40 minutter, så vi kunne få fri kl. 13.

I modsætning til underskolen på Rughavevej, hvor vi når der blev ringet ind til time skulle stille os klassevis i to rækker for derefter at gå op til timen, var vi nu så “voksne”, at vi fik lov til at gå ind hver for sig. Men i selve klasselokalet skulle man i alle årene, når læreren kom ind tavst rejse fra sin plads indtil der blev givet tilladelse til, at man atter måtte sætte sig.

 

For at sikre sig at alle var på plads til tiden i deres klasseværelser var der derfor om morgenen en af lærerne, der havde gårdvagt.. Dette skulle hindre, at ingen sneg sig ind på skolen efter kl. 8. Især fordi det langt fra var sikkert, at læreren til første time kom ind af døren til eleverne kl. 8. Jeg husker primært kun Bjerrum, der stod i skolegården med sin evige pibe. Han skulle sørge for overholdelsen af denne tidsplan, samtidig med at sikre at ingen cyklede i skolegården. Hans kollega Axel Jensen var formentlig af den opfattelse, at han ikke var nidkær nok i sin opretholdelse af denne tidsfrist, for når han kort efter kl. 8 gik ind i skolen, overtog d’Axel formentlig mere end frivilligt opgaven som gårdvagt. Man kunne derfor fra klasseværelserne ud mod gården se, hvorledes d’Axel fra sit skjul med et saligt smil kunne fange sent ankomne for efterfølgende at sikre sig, at disse lovovertrædere stillede hos inspektor til den efterfølgende rettergang over dette grove brud på regelsættet. Ingen undskyldninger gjaldt, da man altid kunne være taget tidligere af sted hjemmefra. Man vidste godt, at undskyldninger i stil med, at man havde sovet over sig, defekt vækkeur, snestorm eller andre begrundelser som uregelmæssigheder fra Københavns Sporveje side som årsag til ens lidt sene fremmøde var ganske nytteløse.

 

Inden bag hoveddøren startede hovedtrappen der halvdelen af dens vej op i huset delte sig i en højre og venstre del. Der var højrekørsel når man gik op, og man måtte således ikke benytte den anden del af trappen, der var beregnet til dem der skulle ned. Gelænderet var udspekuleret forsynet med små træduppe. Dette skulle forhindre formastelige elever i at få den tanke, at man kunne sætte sig overskrævs og glide hele vejen ned. Under trappen befandt pedel Knud Jensen sig. Hans opgave var at uddele mælk til de forskellige klassers dukse, når de inden frokostpausen blev sendt ned til ham. Jeg erindrer ikke om der var mulighed for at supplere med anden form for fødeindtag fra hans skranke. Pedellen boede i øvrigt på skolen. Han var gl. vægtløfter, men jeg havde ellers ingen kontakt med ham.

Døren til venstre ledte ned til omklædningsrummet. Udover knagerækker til siderne var der tillige en midterstillet trærække med yderligere knager, hvor ens gymnastikpose kunne hænge. Længere nede til højre var så bruserummet. Bruserne var placeret på en lang række, og jeg mindes kun, at man løb som en sindssyg for at komme hurtigt igennem det iskolde vand. Aldrig blev der tændt for den varme hane. Gymnastiktimerne fulgte altid den samme model med, at der blev spillet håndbold om sommeren på asfaltbanen i skolegården, og om vinteren blev der lavet redskabsgymnastik. Ikke mindre end 5 forskellige lærere stod for undervisningen i gymnastik. Ifølge reglementet skulle det foregå i ” korte, hvide gymnastikbenklæder, hvid trøje og hvide sko, alt tydeligt mærket med navn og klassebetegnelse; ingen af disse ting måtte henligge på skolen i sommerferien.” Der var ribber på begge sider af gymnastiksalen, men på selve trægulvet blev der hentet klassiske ting ind fra siderummet i form af plinte og en hest man skulle spring over. Derudover blev en barre sat op samt tove der hang ned fra loftet ført ind midt i rummet. Nu er armkræfter ikke min stærkeste side, og jeg kan stadig mærke fornemmelsen af det stærkt viklede tov vi skulle kravle op i. Jeg nåede ikke langt, men alligevel følte man den ubehagelig fornemmelse af starten på et brandsår på indersiden af begge lår, når man gled ned igen mod gulvet. Helmer Larsender var lille af statur var i mange år min gymnastiklærer. Han virkede rimelig flink, selv om jeg aldrig viste tegn på at gymnastik og andre legemsøvelser var min spidskompetence. Han var tillige min geografilærer på et tidspunkt, men herom senere da det foregik på 4. sal. Før jul blev salen omdannet til et forfølgelseslandskab, hvor jorden var giftig, og hvor en af klassekammeraterne så skulle jage resten af klassen rundt i en verden, der bedre var egnet til den rigtige Tarzan.

I mellemskolen erindrer jeg dog nogle gange hvor gymnastikundervisningen blev forlagt til Enghave Plads. Det var, når det var frostvejr, og man havde overrislet betonpladsen foran den muslingeskalformede scene. Vi fik lejlighed til at løbe på skøjter, inden vi tog tilbage til næste time.

 

Mandag morgen samledes hele skolen i gymnastiksalen for at høre alt fra rektors formaninger til almindelig information om den kommende uges begivenheder. Rektor var Meinhard Gundolf. Lille af højde, men kompenserede herfor i sin livvidde. Som navnet rimeligt klart antyder var han tysklærer, men det lykkedes mig aldrig at få ham. Kendte ham således kun som rektor, hvis kontor var placeret lige ud for trappen på første sal. Een gang om ugen viste han sit åsyn. Som den lokale “kongelige” person han jo var, arriverede han som den sidste i lokalet for derefter at skridte fronten af og passere de opmarcherede disciple. Til sidst gik han et par trin op på det indhentede kateder iført sit lille scepter der nu mest lignede en fladeformet auktionshammer. Ved siden af stod klaveret for der skulle altid afsluttes med afsyngelsen af en sang hentet fra den danske sangskat. En mandag havde han besluttet sig for “Det haver så nyeligen regnet” Uheldigvis bevirker rytmen i denne sang, at man efter anden linje: “og de træer de dryppe endnu” uundgåeligt kommer til at synge bum-bum. Hans ansigt ændrede hurtigt kulør til solnedgangens skær i takt med alle elevers taktfaste afsyngelse af denne lille variant. Vi skulle måske have sagt dryp-dryp, men han havde det svært nok med efterfølgende at fremstamme sin mening om, hvorledes han i sin grundvold var rystet over den nedrige måde, vi havde besudlet nationalarven på. Vi syntes blot, at vi var musikalske, og denne sang blev aldrig det samme for mig efter denne fremførelse. Samfundet viste større anseelse for ham end mange af eleverne, og han blev sågar Ridder af Dannebrog i 1964.

I gymnasiet havde jeg heldigvis matematik i første time om mandagen, så det første kvarter gik næsten med denne morgenandagt, så jeg kun skulle overleve en god halv time inden første frikvarter.

 

Hovedtrappen førte op til en slags mezzanin, og her mødte man de to første undervisningslokaler. Til venstre lå sanglokalet. Når man tager i betragtning min store kærlighed til næsten alt slags musik, er det underligt, at jeg stort set er blank, når jeg tænker tilbage på hvad der skete i sangtimerne. De var ikke eksisterende som min sangstemme. I skolens årsbog står der: “at der i undervisningen blev lagt vægt på elevernes fysiologiske og fonetiske forudsætninger for hensigtsmæssig sang samt af grundlaget for nodelæsning.” Det må ellers siges at være store ord på tryk. Selv hvem der underviste er glemt, selv om det ville have været logisk at skolens kammersanger kunne have været læreren. Hvad angik musik, kan jeg bedre huske klassekammeraten Jens John Bendtsen (der døde 01-08-2015). Han havde en bedre finger på pulsen, når det gjaldt, hvad der skete i musiklivet uden for skolen. Han oprettede en Beatles fanklub, hvor jeg blev medlem nr. 5. Han skaffede sågar billetter til deres eneste optræden i KB Hallen i den 4. juni 1964. Det var min første koncertoplevelse. På et tidspunkt blev jeg ret så skuffet, idet jeg havde betalt for en siddeplads på gulvet, men alle tilhørere stod op alligevel.

Jeg opfatter mig selv som meget langt fra at være en ballademager, eller at jeg på andre måder skulle forbryde mig mod skolens regler. Men en dag til sang lykkedes det for mig at blive sendt uden for døren. Dette betød automatisk et efterfølgende besøg hos inspektor Preben Dalsten. Dommen blev afsagt samme dag, og straffen ligeledes eksekveret efter skoletid samme dag. Jeg tror Dalsteen syntes hans straf var morsom, en smule intellektuel og ditto raffineret, idet jeg på det ledige klasseværelse ved siden af hans kontor 100 gange skulle skrive: ” Den som laver uro i sangtimen får en opsang.”  Ind i mellem kiggede han pænt gennem dørens vindue for at se, om dommen nu også blev udført på rette vis.

 

Modsat sanglokalet foregik kemiundervisningen. Her lærte man hurtigt to ting. Det gjaldt om at være “under radaren”, idet vores lærer var en vis frygtet  Holger Busk-Jensen. Han var endda ikke mindre end en superlektor. Nu var skolen jo oprindeligt vel en latin- og realskole, men det første ord jeg i denne her forbindelse lærte forståelsen af, var nu mere græsk, nemlig ordet pyknos (tyk). Selv om jeg siden hen blev læge, havde jeg aldrig dengang hørt om Ernst Kretschmer (1888-1964), der var psykiater. Når det gjaldt Busk-Jensen var hans typelære om folks fysiognomi ikke helt ved siden af. Pyknikere der har denne korte brede legemstype skulle således være kendetegnet ved et cyklotymt temperament. Det viser sig i praksis ved humørsvingninger fra tilfredsstillelse til melankoli.

Her var vi alle fuldstændig under hans kontrol. Når han kom ind  i sit dobbeltradede jakkesæt rejste vi os som hos alle de øvrige lærere. Uden at ænse os tog han skridtet op bag det lange kateder og smed sin næsten tomme mappe på bordet. Bag dette var der en tilsvarende lang tavle, der fyldte det meste af væggen. Mappens eneste indhold som vi kendte til, var de obligatoriske halspastiller, der blev udtaget og lagt ved siden af selvsamme mappe. Dernæst satte han sig i stolen, som han med en vis dødsforagt besluttede sig til at læne bagover på dets to bageste ben. Dette bevægemønster kunne han så i givne situationer anvende til at give mere vægt, hvis han ville vise sit ubehag over elevens uvidenhed, Det skete, når han med et brag satte stolen ned.

Timen startede ellers med at hans gnækkende stemme ville stille spørgsmålet: ” Hvem skal vi så høre i dag?”  Samtidig startede hans inkvisitoriske blik som et spejdende fyrtårn udover forsamlingen. Udvælgelsen af dagens offer fulgte altid samme mønster. Som spotlightet i en fangelejr spejdede han frem og tilbage over de håbefulde. Her prøvede alle så at rette blikket steder hen, så man undgik direkte øjenkontakt med radarblikket og iførte sig intetsigende miner, der ikke afslørede hvor uforberedt man måske var på dagens emne. Ens ansigtsudtryk i stil med det man sidenhen viste tolderen, når man i gamle dage havde taget mere spiritus med hjem end loven foreskrev. Som ved en præmiekonkurrence ville han langsomt udnævne “vinderen”. Han startede ofte med at sige “Vi t  -” Blot de to lyde bevirkede jo rædslen i mit indre, for at han fortsatte med -ttrup), men heldigvis blev det oftest en anden, som “Vi tager Vedersø. Lad os høre dig på anden række midtfor” medes pegefingeren ved sine bøjninger viste vejen til skafottet. Derudover var der den avancerede udgave, hvorefter han efter en kort pause kom med tilføjelsen: Vedersø’s sidemand. “Du så for lettet ud, lad os finde ud af hvorfor !”

Vi lærte hurtigt en ting. Man brugte aldrig ordet tro. Kom an til at sige, at man troede, at resultatet blev det og det, var svaret sikkert: “Så du tror, du mener, at du har lov til at antage ? Men det har du ikke. Dette er en eksakt videnskab. Så du skal vide. Tro det er noget om søndagen mellem 10 og 12.”

Een gang var det vist nok Bendtsen, der blev hevet op til tavlen, og den arme mand blev dårlig under krydsforhøret og besvimede nærmest. Han lagde sig i hvert fald ned. Busk-Jensens kommentar var blot: “Hvad sidder I dernede og glaner for: Så hjælp dog den arme mand op igen.” Jeg er ikke helt sikker på, om jeg kan tilskrive det til Busk-Jensen, men med hans blik lød udsagnet: “Så  simuler dog lidt åndsfrisk.”

 

Det var de to eneste klasseværelser, inden man tog trappen videre op. Midt for på første sal var rektors kontor. Det var ikke et sted man normalt kom, og hvis man ikke havde ham som lærer mødte man ham kun som sagt ved seancerne mandag morgen, samt når tiden kom til at få karakterbøger (herom senere). Mod venstre var der klasseværelser og mod højre lærerværelse samt inspektors kontor. Bagerst endnu en trappe der førte op fra den anden skolegård.

 

 

Næste etage var alene klasseværelser. I mellemskolen vendte mit ud mod Marie Kruse skole og i gymnasiet mod skolegården.

 

Øverst oppe fandt man til venstre biologi og geografilokalerne. Jeg har aldrig været en ørn til flora eller fauna og erindrer ikke meget fra disse timer. I geografi havde vi i mellemskolen atterHelmer Erik Larsen. Han hørte til de yngre lærere, og det var måske derfor, at han også skulle med på lejrskole, der for vores vedkommende gik til Bornholm i 1. G. Dette var sammen med Torben Junckersom jeg i min fantasi ellers mindedes at have efternavnet Jørgensen, ligesom at Gundolf hed Olsen. I geografi lærte vi meget om bevoksningsarter. Husker således, at man omkring Middelhavet som bevoksning havde maki og skov I geografilokalet var der ved tavlen ophængt en masse kort, som man kunne trække ned fra loftet. I dette fag gik det mig ret godt for undervisningen bestod primært af udenadslære. Helmer Larsen trak et kort ned uden navne på, og så var det et udskilningsløb blandt eleverne om hvem, der kendte navnene på eksempelvis alle de russiske floder. Min eneste konkurrent her var Niels Krebs. Underligt nok fandt jeg en vis glæde ved at sidde derhjemme og lære ting udenad og således terpe beliggenheden af Dnjestr i forhold til Dnepr samt verdens øvrige floder. Min karakterbog i faget gik da også op fra mg til ug- med kommentarer fra “driver vist”, til “finder vel helt sin gamle standard” og “flink og interesseret”.

 

 

I gymnasiet var læreren Alf B. Kiilerich, der kun var kendt under sit efternavn. End ikke et øgenavn var det lykkedes ham at få bland eleverne. Formentlig på grund af hans evne til nærmest at gå i ét med tapetet.. Han var forskeren blandt lærerstaben, og for at underbygge dette, gik han altid med hvid kittel. Alle vidste, at han havde været med på den anden Galathea ekspedition, der fandt sted i årene 1950-52. Han hørte til den ældre del af lærerstaben (f. 8/7-1902), og havde været ansat på skolen siden 1937. Hans interesse var hydrografien. Hvis han ikke kendte eleven, fik han standardkarakteren et 8-tal. I II-G kom jeg op i faget, og på forunderlig vis steg karakteren til 11. Jeg trak spørgsmålet: Jordbundsforhold i Sydamerika. I dag ved lige så lidt om dette, som på denne dommens dag. Jeg lagde ud med at svare, hvad der ikke fandtes i jorden i Sydamerika og fik på behændig vis drejet samtalen ind på vigtigheden af udsende ekspeditioner til udforskning af disse så interessante forhold. Dermed var lykken gjort. Censor havde ligeledes været ombord på samme fregat, der under navnet Galathea havde sejlet jorden rundt. Selv om det primært var en dybhavsekspedition, glemte de alt om lille mig og tiden. Så pludselig smilede de og sagde tak. Jeg fik et ufortjent 11 tal, men ved nu alt om ordet Galathea, der er græsk for mælkehvid og stammer fra (hav)nymfen G, som kyklopen Polyfemos var ulykkeligt forelsket i.

 

Modsat biologi- og geografilokalerne var der et stort lokale til kemi- og fysik. I fysik havde vi Børge Bendt-Nielsen, der altid smilede jovialt med sin butterfly og distræt gumlede på sin uundværlige pibe. Hvad der imponerede os mest var, at han tillige var underviser i naturvidenskabelige programmer i fjernsynet. Selv om vi knapt nok havde fået TV i hjemmet var her en kendis fra DR. Nu var fysik ikke just min spidskompetence, så jeg holdt lav profil, hvilket åbenbart lykkedes ganske godt, for han fandt aldrig ud af min tilstedeværelse i klassen. Dette indebar også et fast 8 tal i karakterbogen. Uheldigvis blev årskarakteren ikke overført til studentereksamen, og jeg kom derfor her op i faget. Underligt nok var det Møller Nielsen,der var eksaminator den dag. Jeg blev reddet af, at jeg trak spørgsmålet kikkerten og her vidste jeg, at der var to linser forbundet med dette fysiske apparat. Mit sproglige indre kunne jo også fremstamme ordene okular og objektiv, så dumpegrænsen var passeret. Problemet var mere alle de linjer jeg skulle tegne for at vise lysets vej gennem kikkerten. (Pink Floyds: Dark side of the moon med prismet på pladeomslaget kom jo først i 1973)

 

Kemi

Knud Mønsted var min lærer i dette fag. Jævnfør mine matematiske evner fulgte min viden og kunnen også her den samme lave standard. Jeg har aldrig haft nogen fornuftig indsigt i det periodiske system, og hvad faget ellers indebar. Ligger endda stadig inde med lærebogen L.J.Ring.: Kemi for gymnasiet. Mønsted havde på en måde en sørgelig skæbne, og dette blev min redning. Han havde nemlig en dårligt behandlet sukkersyge og havde komplikationer i form af et kraftigt nedsat syn. Så i tre år fordrev jeg tiden i al ubemærkethed. Han kunne ikke se mig, og min karakter lå derved fast på et 8-tal, og i modsætning til fysik, blev jeg her alle årene reddet af, at årskarakteren blev overført som eksamenskarakter.

(Hans andet ægteskab var i øvrigt med K.F. Plesners datter Karen.)

 

Undervisningen i de øvrige fag foregik i ens klasseværelse. Dette gjaldt således for

 

Oldtidskundskab.

I skærende kontrast til Kiilerichs selvudslettende ego var læreren i oldtidskundskab eller oldævl, som faget gik under. Fra den mere spinkle let duknakkede kom på mange måder en stor mand med tilhørende pondus: Knud Frederik Plesner(f. 20/1-1898). Han hørte også til den ældre del af lærerne, og han var endda selv student fra Schneekloth i 1916. Her stod man virkelig over for åndsfyrsten, der så af nogle uransalige årsager var endt med at skulle forsøge at oplære pøblen, hvor hans rette plads ellers burde have været på det intellektuelle parnas. Allerede i 1930 blev han dr. phil., hvilket vi ustandseligt blev gjort opmærksom på ved hans fingres elegante pillen og drejen med den gyldne doktorring. Derved kom kontrafejet af Pallas Athene mere til sin ret. Timen blev altid indledt med, at hans stol skulle sættes ned i en af rækkerne mellem bordene. Derved kunne han som en bedre Sokrates bedre komme i øjenhøjde og belære sine elever. Uheldigvis var jeg placeret på første række, så han havde ryggen til mig, og min eksistens gik ikke op for ham i de år i gymnasiet, hvor vi havde oldævl.

Hans karaktergivning afspejlede hans placering i lokalet, således at de nærmeste elever fik højeste karakter og dernæst faldt de ligefremt proportionalt med afstanden til åndens centrum. Han indførte endda elevernes karakterer i den store bog, medens han underviste om demokratiets vorden. Man må dog så takke ham for en rimelig generøs indstilling til karakterniveauet, for de fleste fik et 8 tal, og med samme tilføjelse og noget intetsigende kommentar: flink. Hvad ikke forbigik vor opmærksomhed var, at vi her stod over for en ægte bibliofil. Lokalt konkurrerede han kun med Busk-Jensen, når det kom til antallet af bøger. I deres indbyrdes konkurrence var spørgsmålet, om hvor mange bøger man skulle være i besiddelse af, for at kunne kalde sig bogsamler. Der blev utallige gange refereret til hans egen samling. Hvilket vel også retfærdiggør et af hans egne værker: Bibliofiliens historie (1962). Hans egen bibliografi ånder af kultur, og han udviste samme stoicisme, som de personer han beskrev. Værker om den grækofile romerske filosofiske kejser Marcus Aurelius, Voltaire, Goethe (et åndsportræt fra 1949) og andre kulturbærere.

Han fandt først ud af, at oldævl var et af mine yndlingsfag ved den sidste mundtlige eksamen, hvor jeg måtte nøjes med et 11-tal med tilhørende kommentar. “Du forstod rigtignok at ævle, så det får du!” (Han døde i 1968)

 

Sløjd

Det eneste fag hvor der ikke var undervisning i selve hovedbygningen var i faget sløjd. Et fag hvor min indsats bar præg af selve ordet. Ikke i dets oprindelige betydning om kunstfærdighed i træbearbejdning, men i de resultater jeg opnåede ved bænken, som kun kunne karakteriseret som: sløjt. Min interesse for træskærerarbejde blev heller ikke større af, at vor lærer i faget var Axel Knud Jensen, der udover sløjd tillige var lærer i latin og fransk.Til daglig blot kaldet d’Axel. Hans fysiognomi mindede mig om beskrivelsen af cro-magnon mennesket. Dette senpalæolitiske individs anatomi svarede fint til opbygningen af kranieformen med den fremstående arcus supraorbitalis. I mit indre univers konkurrerede han med Busk-Jensen om, hvem der var mest frygtindgydende. Heldigvis fik jeg ham aldrig i latin, men mødte ham jo snigende rundt på området som frivillig gård- og gangvagt. Han var altid klædt i en sort vadmelsjakke. Dette tøjvalg var fra et hygiejne- og rengøringsmæssigt synspunkt nok mindre velvalgt, idet den grove vævning vidnede om dels hans fag, hvor gammelt savsmuld sad fast, samt en mistanke om, at vask i det hele taget ikke var det vigtigste moment i hverdagen. Rygtet sagde, at han var fast inventar på Kannibalen, hvor man således på Universitetet kunne finde ham til aftensmåltiderne.

 

 

 
Timerne gik med forsøg på frembringelse af f. eks. askebægre i træ. De blev ofte afbrudt, når han ville belære os om en elevs uduelighed. Han havde derfor en idiotskammel til sin hjælp, hvor han ville anbringe synderen til spot og spe for resten af klassen. Det foregik altid på den samme måde, idet han på sit hjemmeproducerede olddansk afbrød timen med sin stentorrøst: “Pilte. Kom alt hid. Vi haver alt her en pilt – en rigtig hidsepilt. Se blot hvad han alt har produceret. Han tror det er et askebæger, men se – Ak nej, det er en manchet.”, hvorefter han ville jage sin barkede næve gennem  askebægrets bund, så den undrende skare kunne se rigtigheden af denne påstand. Alt imens havde han med sit stirrende blik og sataniske smil underbygget denne obsternasige elevs umulige indsats i faget. I karaktergivningens kommentarer fik man ofte påskrevet, at man var doven, idet man høvlede for meget, men oftest blev min indsats beskrevet som “burde gøre sig mere umage” hvilket vel karakteren g minus også afspejlede

At denne mand i 1964 kunne blive tildelt den franske orden: De akademiske Palmer vil altid forblive et mysterium for mig. For de uindviede er denne Ordre des Palmes académiques Frankrigs næstældste udmærkelse og rangerer som den fornemste fortjenstmedalje af Frankrigs ministerielle ordner indstiftet af Napoleon i 1808. For d’Axels vedkommende skete tildelingen hans indsats for udbredelse af fransk sprog og kultur. Det beroliger dog én lidt, at læse sig til, at der kunne uddeles op til 5000 af disse ordner årligt.

Timerne gik med forsøg på frembringelse af f. eks. askebægre i træ. De blev ofte afbrudt, når han ville belære os om en elevs uduelighed. Han havde derfor en idiotskammel til sin hjælp, hvor han ville anbringe synderen til spot og spe for resten af klassen. Det foregik altid på den samme måde, idet han på sit hjemmeproducerede olddansk afbrød timen med sin stentorrøst: “Pilte. Kom alt hid. Vi haver alt her en pilt – en rigtig hidsepilt. Se blot hvad han alt har produceret. Han tror det er et askebæger, men se – Ak nej, det er en manchet.”, hvorefter han ville jage sin barkede næve gennem  askebægrets bund, så den undrende skare kunne se rigtigheden af denne påstand. Alt imens havde han med sit stirrende blik og sataniske smil underbygget denne obsternasige elevs umulige indsats i faget. I karaktergivningens kommentarer fik man ofte påskrevet, at man var doven, idet man høvlede for meget, men oftest blev min indsats beskrevet som “burde gøre sig mere umage” hvilket vel karakteren g minus også afspejlede

At denne mand i 1964 kunne blive tildelt den franske orden: De akademiske Palmer vil altid forblive et mysterium for mig. For de uindviede er denne Ordre des Palmes académiques Frankrigs næstældste udmærkelse og rangerer som den fornemste fortjenstmedalje af Frankrigs ministerielle ordner indstiftet af Napoleon i 1808. For d’Axels vedkommende skete tildelingen hans indsats for udbredelse af fransk sprog og kultur. Det beroliger dog én lidt, at læse sig til, at der kunne uddeles op til 5000 af disse ordner årligt.

Midt i det hele lå faget tegning. Vi havde det kun i mellemskolen og læreren hed Helge Høvring. Jeg kan ikke mindes, at have lært noget som helst. I skolens årsbog omtales faget som formning og kunstforståelse. Dette hidbragte HH absolut ikke. Han beskriver selv fremgangsmåden som “eleverne har tegnet og malet rundt om på skolen og i skolegården, blandt andre med kammerater som motiv, foruden at de har arbejdet efter egen fri fantasi. Så vidt muligt bliver emnevalget overladt til elevernes personlige initiativ.” Jeg husker ham kun fra en enkelt gang, hvor jeg i skolegården tegnede et håndboldmål og halvtaget bagved . “Luk øjnene mere i” lød pædagogikken “Det hele skal stå i nærmest sort”. Denne noget sporadiske adgang til kunstforståelse var i tråd med hans hang til selv at se ting i tåger. Dette aspekt gik aldrig rigtig op for mig.

Dansk.

Dette var vel et af hovedfagene ikke mindst i mellemskolen. Faget gjorde aldrig det store indtryk på mig. Formentlig fordi det faldt mig rimeligt let og karaktererne var aldrig under mg og kunne endda snige sig op på ug minus. Som lærer mindes jeg kun Alf Ove Jensen. Det er mig ganske uvist hvorfor han blev kaldt Lysalf, hvis ikke årsagen hertil skulle søges i hans blonde hår. Ved en enkelt lejlighed fik vi da ham til at fortælle en vittighed, der i al sin vovethed gik ud på, at en pigenavle kunne man kalde for prikken over i-et.

Jeg husker en enkelt hændelse ved gennemgangen af de islandske sagaer. Hans Vedersø var ophavsmanden, idet han blev hørt af Lysalf vedrørende den nærmere rubricering af disse sagaer ud fra et litteraturmæssig baggrund. Hans svar lød, at de var typiske eksempler på det mystisk erotiske. Dette kunne lokke smilet frem hos lysalf. Det kan være at din aldersmæssige og dermed hormonelle baggrund giver håb om dette, men det korrekte svar er mytisk heroisk. Ved en kortere lejlighed havde vi i mellemskolen den første ombudsmand i riget Stephan Hurwitz datter som vikar. Hun hed Sonja.

 

Engelsk.

Uden tvivl mit yndlingsfag. Mange har spurgt mig om, hvorfor jeg valgte at blive matematiker, når jeg nu aldrig rigtig har forstået noget af, hvad de naturfaglige fag indebærer. Der er nok flere svar hertil. Det er jo nok ikke kun, at man altid skal prøve at lære, det man ikke forstår, men jeg lod mig fortælle, at en nysproglig studentereksamen kun kunne føre til én anvendelse, nemlig at blive gymnasielærer. Og her havde jeg jo talrige eksempler på, hvordan det så kunne gå. Som dråben der fik bægeret til at vælge den matematiske løsning var så, at jeg kunne fortsætte med at have Sode i yderligere tre år i engelsk. Jeg tror Lysalf måske var den yngste lærer, men hos dem begge mødte man lærere, som også forsøgte at være pædagogiske. Kaj Frederik Sode Pedersen ( f. 14/02-1927 død 11-01 2012) var således en generation yngre end de fleste af lærerkræfterne. Min karakter lå murfast til et mg+ eller sidenhen 10, og kommentaren var altid flink og flittig. Som hjælp til at opretholde den stabile karakter fra Sode har jeg ofte mistænkt, at det skyldtes vores fælles interesse for musicals. På daværende tidspunkt var My Fair Lady vældig populær, og timen i engelsk udviklede sig ofte til en mindre sanglektion. Her hjalp det jo nok, at jeg kunne sufflere. Når Sode lagde ud med “I have often walked down this street before” kunne jeg, såfremt et hul opstod i fremføringen tilføje de rette lyriske strofer. Af ligegyldige erindringer kan jeg huske, at han fortalte om sin lejlighed på Østerbro, der allerede dengang kostede en krig at varme op, og at han var af den overbevisning, at der var nødt til at have et mindre tankskib liggende fast forankret i Øresund for at forsyne hans oliefyr. Og dette var før ordet energikrise var opfundet.

Jeg mødte ham årtier senere i bridgeturneringer mellem de gamle tennisklubber B 93 og HIK. Han stillede op for B 93. Hele livet røg han som en skorsten, og det var da også det, der slog ham ihjel. (Halskræft).

 

Tysk.

Faget dukkede op i 2. mellem, og de næste tre år i mellemskolen havde jeg Preben Dalsten ( f. 20/01-1922)som lærer. Først 50 år senere gik det op for mig, at vi var navnebrødre. På skolen gik han kun under sit efternavn. Som Busk-Jensen var han altid ulastelig klædt i en dobbeltradet habit og havde den vane at gå op og ned mellem stolerækkerne i timerne. Lærte af min sidemand (Per Erland Rasmussen) ordet lommebilliard. Han gjorde mig nemlig opmærksom på, at medens Dalsten holdt lærebogen i venstre hånd var der livlig aktivitet med den højre hånd, der var dybt placeret i bukselommen. Udover de faste remser med durch, für, gegen osv. var tysktimerne karakteriseret ved en helt anden ting. Medens sangtimerne mere forekom som ret så tyste, var tysktimerne en bedre sangtime,. Her fremførte vi det meste af den tyske sangskat. Husker således klart: Ein Jäger aus Kurpfalz, der reitet durch dem grünen wald, und schiesst sein wild daher, gleich wie es ihm gefällt! Juja Juja og videre derudaf. Der er mindst tre vers om opsadling af jægerens hest. Endvidere en sang om glæden ved at ride rundt som jæger i det tyske. Gad vide hvad de andre klasser tænkte, når vi skreg om der kuckuck, der schreit  på den grønne hede.

Selv om min vokale indsats mere druknede i drengekoret, lå karakteren meget fast på mg+, om end svingninger heromkring forekom. Det medfølgende notat svingede så ligeledes mellem ikke helt tilfredsstillende til meget flink

Dalsten var tillige inspektor. Det foregik på hans kontor nede for enden på 1. sal. Her skulle man stille, såfremt man havde forbrudt sig mod skrevne som uskrevne regler.

 

Fransk.

Klædedragten i form af den dobbeltradede var ens, men ellers hørte lighedspunkterne op. Fransk kom på tapetet i 1. G, dvs. da jeg blev matematiker !  Arne Kongshøj Larsen ( f. 19/09-1907). Det første ord på fransk, vi skulle lære, var soutien-gorge. Nu var det jo en ren drengeskole, så det var vel prisværdigt at introducere os til kvindekønnets intimere beklædningsdele. Ordet betyder nemlig en BH, og bemærk at ordet er maskulinum!. Enkelte vendinger sidder stadig fast. Poisson sans boisson est poison. Le soleil brille au claire bleu. Ellers har jeg glemt meget af det franske. Kongshøj havde to vaner. Den ene gik ud på at fortælle en noget tåbelig vittighed, og derefter forestille sig at eleven, at når han kom hjem skulle genfortælle den til sine forældre. Blot havde eleven totalt glemt pointen. Det andet var, hvis han erfarede, at en elev blev 18 år, så skulle vi høre denne historie, at nu skal du passe på, når du kommer hjem, sagde han. På opgangen uden for din dør vil der stå to kufferter og et brev med påskriften: Ha’ det godt. Til lykke. Forsørgerpligten er ophørt fra og med i dag. Som i de andre sprogfag var karaktererne altid rimelige. Her måske lidt underligt nok. Mg med notat flink var altid dagens ret.

 

Latin

Den lille latinprøve som den hed fandtes dengang. Det foregik i 4. mellem og varede kun 1 år. Den kom mig siden hen til hjælp, da jeg startede på medicinerstudiet. Det gjorde min matematiske studentereksamen også, da jeg undgik prøver i fysik og kemi på forprøven. Erik Steen ( f. 11/03-1909) var vores lærer. Første gang han havde time meddelte han, at han var ligeglad med hvordan vi sad  i klassen! med det resultat at vindueskarme og gulve blev fyldt på et øjeblik.

Derudover mener jeg, at han tillige stod i spidsen for skolens orkester. Skæbnen ville, at skolen netop det år vi havde latin, havde fået en større messingdonation, så der kunne oprettes et orkester. Min sidemand der jo spillede  i Tivoligarden, mente kvaliteten af de givne blæserinstrumenterne var i bund. Han skulle nok have udtrykt sig mere diplomatisk end som gjort. Underligt nok præsterede jeg som flink og dygtig til et mg+.

 

Religion

Indholdet i timerne erindrer jeg ikke, men vores lærer står ganske klart. Helge Prior ( 04/10-1900). Når man nu hedder Prior passer det jo fint med, at han i stedet for et munkekloster skal lede en forsamling af uforstandige drenge. Jeg har siden tænkt en del på ham, idet hans mimik og fysiske optræden fint var samstemmende med definitionen af abscenser. I gymnasiet sad jeg på 1 række midt for, og havde derved H.P. 1 meter foran mig. Da jeg nåede til epilepsi på medicinstudiet ramte dejavuen mig fra mine religionstimer. Mere åndsfraværende med et tanketomt blik kunne man ikke være. Det var udelukkende i mellemskolen vi havde ham i dette fag, men karakteren lå ret fast på mg+ og kommentaren flink.

 

Historie

Atter her var Helge Prior vor lærer. Jeg tror aldrig det gik op for ham, at det hørte til mine yndlingsfag udover engelsk og oldævl. Men han svævede jo også rundt i sin egen verden. Dengang gik historieundervisning ud på, at man startede i Mesopotamien og endte ved 2. verdenskrig. Det tog fire år i mellemskolen, og historien gentog sig så med tre år i gymnasiet. I min iver læste jeg udover vores officielle lærebog sågar Grimberg’s verdenshistorie i 16 bind. Hvad gør man ikke for at få en høj karakter. Selv idéen med rent en passant at stille et spørgsmål, hvor man selv kendte svaret hjalp mig ikke her. Havde ellers fingeren oppe for at spørge om, hvor mange tyske ubåde der gik tabt under de to verdenskrige. Det hjalp mig ikke højere op end på et mg+ (en enkelt gang ug- i 2. mellem), og hvor flink blev ændret til dygtig. Da jeg var oppe i faget for sidste gang fik jeg 10, men som han pædagogisk beroligende tilføjede, så var det det største 10 tal han mente, at havde givet i mange år. Han overhørte, at jeg ellers ville have været tilfreds med det mindste 11 tal etc.

 

Matematik

I mellemskolen havde jeg V. Bjerrumog i gymnasiet O Møller Nielsen. i starten gik det rimeligt, men da sværhedsgraden oversteg evnerne fulgte karakteren en naturlig nedadgående tendens de efterfølgende år. Hjemmeopgaverne bestod i, at jeg måtte side ret så længe ved telefonen og få andre i klassen til at forklare mig, hvad den rette løsning skulle være. Hermed en forsinket tak til Henning Hove og Niels Krebs. Integralregning. Bare ordet – intet helligt i denne gral – og jeg får et tomt blik i øjnene. I mellemskolen blev regnestokken introduceret, Jeg er såmænd stadig den lykkelige ejer af den. Man kan vel omtale den for som værende næsten ny, da jeg ligeledes her var på bar bund, om hvad man kunne aflæse ved at forskyde de forskellige bevægelige dele i forhold til hinanden. Men den oplevede jo kun en kort levetid, da elektronikken gjorde sit indtog. Som nævnt havde vi matematik i 1. time om mandagen. Dette medførte heldigvis en forkortelse af mine trængsler da vi jo først skulle samles i gymnastiksalen. Omvendt hvis Møller Nielsen havde en off dag. Man kunne allerede se det på ham, når han gik hen til katedret og åbnede sin mappe og sagde, at i dag har vi regneprøve. Da jeg sad på første række midtfor, var jeg sikker på, at han havde haft en hård weekend for han slappede mildest talt totalt af, inden vores ark skulle samles ind igen.

Ved en enkelt lejlighed der omhandlede alt andet end matematik fik han en nedtur over vores uvidenhed. Terminus – hvad betyder det, spurgte han udover forsamlingen. Selv om det var en latinskole forblev denne tavs, og det var her, at jeg for en af de første gange hørte ham sige: Elever er ikke, hvad de har været. Tidligere vidste man noget etc. Selv med en hjælpende hentydning til Hotel Terminus, fik dette ikke pråsen til at lysne hos nogen.

Eleverne i mellemskolen var enten frækkere eller mere opfindsomme. Der var således ved en lejlighed, at én i klassen desværre ikke havde kunne lave sit hjemmearbejde. Hans hånd var nemlig blevet lagt i gips. Uheldigvis glemte eleven, at Bjerrum havde gårdvagt, og da de løb ind i hinanden senere samme dag i et frikvarter, var der jo et forklaringsproblem, da gipsen nu var væk. Det virkede ikke til, at Bjerrum som forklaring på dette mindre mirakel var indforstået med, at der blot var sket et helt utroligt fremskridt.

 

Jeg tilbragte 7 år på skolen og havde i den tid to forskellige klasseværelser. I mellemskolen foregik det på anden sal i det sidste lokale med udsigt til Marie Kruses skolegård. I gymnasiet kom vi ned på 1. sal på den anden side af gangen, og kunne derved se ned i vores egen skolegård. Her havde man sin faste plads og sidekammerat. I mellemskolen var det Per Erland Rasmussen, der som de fleste i min omgangskreds valgte at blive sproglige gymnasiaster. Imponeret over ham var jeg, for medens jeg kæmpede med min blokfløjte, var han trompetist i Tivoligarden (Gad vide om det var den samme PER, der siden endte som docent og prorektor ved det fynske musikkonservatorium). Glemmer aldrig hans navn, idet det fascinerede mig, at hans initialer udgjorde hans fornavn. Selve klassen var opbygget af tre rækker med to-mands borde. Vi sad i vinduesrækken som tredjesidste bord. Alle sprogfag, matematik og religion foregik her.

Jeg tillægger også ham den frække replik, som svar til læreren, der sagde til ham: “Jeg vil ikke se dig for mine øjne,” hvortil hans svar lød ” Så luk dem”. Læreren forstod ikke logikken, og uden for døren røg PER.

Vi var altid over 25 i klassen og i gymnasiet var Carl Mandal min sidekammerat. Vi sad 1. række midt for, og havde derfor normalt læreren ret så tæt på. Han var ret så festlig og fortjente da også at få det gule slips, det år vi blev studenter.

 

 

Efter skoletid.

 

Der var svømmeundervisning på Nørre Allé.(I dag hedder stedet Institut for idræt og ernæring) Bag en noget grå og trist bygning hvor der over indgangen stod mejslet Statens gymnastik institut, var der et svømmebassin, hvor jeg lærte at svømme under ledelse af lektor Holm. Det blev kun til brystsvømning, da jeg mere pjattede i et lille bassin bagved, hvor man kunne kaste med en bold og foretage spektakulære redninger. De mere atletiske dykkede efter et trækryds, der blev kastet ned i den dybe ende af det store bassin, foretog bjergning, livredning samt udspring med de af ministeriet foreskrevne svømmeprøver for øje. Dertil nåede jeg aldrig. Efter svømningen samledes vi i saunaen. Her mindedes jeg, at vi mødte sanglæreren Niels Holm,som jeg ellers aldrig havde til undervisning. En enkelt gang inviterede han klassen hjem til hjemmet på Gl. Kongevej, men ellers var jeg i min naivitet uden kendskab til de rygter, der verserede. Kun at der var noget om fuldskab i Stockholm.

 

Skolebio. Erindrer blot at det foregik i Toftegårds bio. Een film gjorde indtryk på mig, nemlig Ingmar Bergmans film det 7. segl. Ikke kun var den i sort hvid, men den var ligeså langsom som alle Carl Th. Dreyers. film. Her var kulturen i højsædet, og jeg tilhørte nok ikke rigtig målgruppen dengang for disse film. Indledningen til forestillingerne var ellers det bedste. En bøs herre stod oppe foran og forklarede forsamlingen af larmende pubertetsynglinge, at filmen ikke ville blive sat i gang, før der var helt stille. Først derefter ville han så hæve sin sorte bog i hans ene hånd som tegn på at forestillingen kunne begynde !.

 

 

Lejrskole

 

Klassen kom til Bornholm. Dengang sejlede der en båd fra Havnegade om natten til Rønne. Oplevelsen er endt i glemslens tåger. Det må have været i 1. G, for jeg var blevet 16 år og havde min nye jugoslaviske Puch plagiat med (Tomos). Så jeg husker turen bedst for at køre rundt på denne knallert, som jeg mente let kunne køre hurtigere end de tilladte 30 km/timen. Endda uden at den var blevet boret. En manøvre jeg i øvrigt aldrig ville have været i stand til at udføre. Jeg erindrer en hændelse mellem Helmer og Juncker,der var med som lærere. Ved en isbod  spurgte Helmer til Juncker: Hvilken is vil du have ?: Nå ja kom han selv med svaret: Du skal have en jordbær is, så den passer til din næse. Omvendt blev der så svaret igen med: “husk du skal have en lille is, for ellers falder du forover”, med en pæn hentydning til hans beskedne højde.

 

Håndbold og kricket foregik i henholdsvis klubberne Schneekloth og Svanholm. Sidstnævnte havde baner bag sporvognsremiserne på Enghavevej. Min karriere sluttede brat den dag en bold endte lige  skridtet, for jeg havde glemt at få en skridtbeskytter på. I håndbold kom jeg da på hold uden at gøre større væsen af mig.

 

 

Svedere  og andre disciplinære hjælpemidler

 

Hvis man mere eller mindre ubevidst forbrød sig mod skrevne eller nok mere uskrevne regler i sin opførsel, var den første straf at blive sendt uden for klasseværelset. Som det hed, at komme uden for døren. Det værste der så kunne ske, var som nævnt hvis Axel Jensen  havde en af sine frivillige vandringer rundt på skolens gange. Det bedste råd var her at hive sig op i knagerne, så man blev skjult af overtøjet. Derved kunne han ikke se ens fødder, og man slap for eventuel tillægsstraf. Denne start på afstraffelsen bestod oftest i, at man som hidsepilt blev hevet op i nakkehårene, medens man skulle forklare sin brøde. Et tungt nøgleknippe samt en lineal hørte også med til hans armamentarium, men dem har jeg kun fået fortalt fra andre.

Ved kollektiv straf var det derimod lettere. Især i mellemskolen var klassens opfindsomhed stor. Således måtte d’Axel en dag finde sig i, at han var låst ude fra sit sløjdlokale. En snedig sjæl i klassen havde låst yderdøren, som man først skulle åbne, da lokalet lå i en nabobygning Klassen kunne så med megen moro se hans ophidselse over ikke, at kunne komme frem til os. Det lykkedes selvfølgelig til sidst, men straffen føltes let, idet vi alle blot skulle eftersidde en time samme dag i vort klasseværelse. Efterstå er måske et bedre ord, idet han tronede på katedret, medens vi stod ved siden af skolebordet.

En dag skulle vi have Stephan Hurwitz’s datter Sonja som vikar. Uheldigvis for hende havde nogle behjertede sjæle havde vendt katedret om. Dette bevirkede jo så, at det var umuligt at sætte sig ned på normal vis, da en stol ikke kunne komme ind under bordpladen. Hun forlod lokalet helt nedbrudt, og lidt senere kom rektor og skulle rede trådene ud. Synderen fandtes logisk nok ikke, men vor straf bestod alene i, at vi skulle indgå “a gentlemen agreement” gående ud på, at vi fremover ikke ville bringe kvindelige lærere i forlegenhed på denne uhøviske måde.

Endelig prøvede vi også den klassiske model med at varme dørhåndtaget op med et læderbælte. Dette ville jo forventelig bevirke, at den indtrædende lærer, når han tog i det på modsatte side ville få sig noget af en ubehagelig overraskelse. Det skete kun een gang, hvorT. Junckerlod som ingenting, da han trådte ind !. Efterfølgende undersøgelse af hvorfor den manglende effekt udeblev viste, at han havde holdt masken, da yderhåndtaget absolut var mere end lunkent.

Ellers var det inspektor Preben Dalsteen,hvis kontor lå for enden på 1. sal, der var dommer, såfremt man blev sendt ned til ham. Udover opsangen havde jeg engang forbrudt mig med at cykle i skolegården. Ej heller på fortovet ved indgangen var det tilladt. Straffen var logisk nok derfor, at jeg skulle trække min cykel frem og tilbage i samme skolegård, indtil jeg havde lært det. Denne tid blev umiddelbart sat til en time. Af forbud var det tillige gældende “at elever efter deres sidste time forlader skolen i ro og orden, og de må undgå gruppedannelse i nærheden af skoleporten”

 

 

Eksaminer og karakterbøger

 

Allerede fra 1. mellem stiftede man kendskab til det grønne bord med hentydning til det filtklæde, der dækkede bordet foran den håbefulde elev. Hvert år blev det ved afslutningen offentliggjort, hvilke fag man skulle op i, og hvilke fag hvor årskarakteren ville blive overført som eksamenskarakter. Lige så tilfældig selve karakteren kunne blive, lige så heldig kunne man være hvis ens hadefag blev overført uden man kom op idet. De skriftlige eksaminer foregik i gymnastiksalen, hvor man enkeltvis sad i 4 rækker ved hvert sit bord. Som i en kagekonkurrence ville man få at vide, at der er en halv time igen og til sidst gå væk fra jeres opgave.

Mere farverig og mindre pædagogisk var de fire kvartalscensurer som de hed. Her ville rektor komme bærende med stablen af grønne censurbøger, som karakterbogen officielt hed. Han startede altid med stor ros, når han overrakte bogen til klassens nr. 1. De nærmest efterfølgende fik også pæne ord med på vejen og en slet skjult hentydning til, at næste gang kunne een af dem være nr. 1. Værre blev det jo i den tunge ende af skalaen. Her skulle man så svare på, om det var mulige hjemlige problemer, der var årsagen til ens lave placering.

Min placering blev ikke bedre med årene, da jeg som god sproglig valgte at blive matematiker. Måske var det medvirkende, at en studievejlederordning ikke fandtes i de tider.

 

Selve karakteren var altid efterfulgt af en kort udsagn fra fagets lærer om ens standpunkt. Standardfrasen var flink. Hvis over middel  kunne flink suppleres med ret, ganske eller særdeles. Min matematiklærer Møller Nielsen havde helt klart gennemskuet mig og skrev: viljen er vist bedre end evnen. Karakteren tg+ var vist fortjent nok. I 2. G lavede man karakterskalaen om, og bundskraberen blev erstattet med et 3 tal. Jeg kan så trøste mig med, at de sproglige fag hev mig op til et gennemsnit, så jeg undgik en længere udspørgen af rektor, om hvorfor jeg lå som jeg gjorde. Endelig lærte jeg at få censurbogen underskrevet i hjemmet af min far i sidste øjeblik. Jeg fik ingen karakterpenge, men heller ingen kommentarer fra ham.

 

Som sagt var jeg den eneste fra min skole, der startede på Schneekloth. Tillige var jeg den yngste. Jeg havde indtryk af, at mange kendte hinanden i forvejen, og at der var en “hård” kerne i klassen, der bestemte hvad der skulle ske. Det gjorde det heller ikke lettere, at dem jeg var sammen med i mellemskolen næsten alle blev sproglige. Det kan være svært at afgøre, hvad der bevirkede, at efter gymnasietiden var der ingen, som jeg vedblev med at kende.

I klassen var vi tre rækker med borde og jeg sad på 1. række ved siden af Carl Mandal. Bagved sad Victor Friis og  Bjørn Rosted Christensen. Jeg besøgte Carl på Islands brygge (vist nok Bergthoras gade), hvor han boede oppe under kvisten. Han var altid fuld af originale idéer, og jeg husker at han i en altankasse dyrkede ris ! Når vi spiste frokost kunne han finde på at dække op med en hvid dug, lys og rigtigt bestik. Ellers så jeg ingen efter skoletid. Dette undtaget telefonisk, da jeg måtte have hjælp til matematikopgaverne. Som nævnt Henning Hove H, Niels Krebs, men også Alex Nielsen og Lars Robsahm måtte være støttepædagog for mig.

 

Dette er hvad jeg så erindrer et halvårhundrede senere. Fra 1957 til 1964 var Schneekloth skolen hvor pædagogik ikke indgik videre tydeligt, og skolelever nu om stunder ville undres over den forgangne tid. I 1964 var vi 3 parallelklasser, der siden blev kaldt spor. 17 sproglige og 46 matematiske studenter, blev det til i 1964.

Verden lå åben  Kun enkelte studier havde adgangsbegrænsning, så 5 af os i klassen endte med at blive læger. Ikke underligt at der nu er mangel på læger, når årgangene fra 60-erne næsten alle nu er pensioneret. Meget minder om ens soldatertid, idet alting bliver lettere fordøjeligt på afstand. Jeg har ellers til tider stadig natlige mareridt, der altid går ud på, at jeg ikke kan nå at læse pensum op i matematik, inden jeg skal til eksamen. Forberedelsen bliver ikke lettere, når jeg i drømmen samtidigt har lægevagt.

 

 

Jeg tror, at jeg er en af de mest sproglige matematikere, der blev udklækket på skolen. Kemi blev jeg aldrig hørt i, og kom heller ikke op i. Fysik det samme bortset fra oplevelsen med kikkerten. Tilbage var så matematikken, der aldrig blev bestået.

 

 

Afslutningsvis joken i bedste Joseph Heller stil der i sin bog fra 1961 “Catch 22” brugte paradoks pointen om piloter. Hos os gik det på spørgsmålet om, hvorfor skolen var en ren drengeskole. Jo – Piger ville til hver en tid forstyrre undervisningen. Og hvis pigerne ikke gjorde dette, ville det jo ikke være rigtige piger – vel !

 

 

PS: Skolen flyttede til Brøndby (!) i 1969 dvs. blot 5 år efter, at jeg blev student. Derefter forsvandt den helt  i 1992. Bygningen overgik til at være hjemsted for Statens HF kursus og siden  til det mere prangende navn Lycée Francais Prince Henrik.

 

 

Oktober 2017