Bogen beskriver i store detaljer, og med et sjældent bevaret materiale, Hans Traps gymnasietid fra 1955 – 1958. I bogen indgår en beskrivelse af dagligdagen i klassen, lærerne

samt eksempler på de fysik- og matematikopgaver m.v., der dengang blev stillet, ligesom opgaverne fra den skriftlige studentereksamen er gengivet.

Den sidst udkomne bog er ”Hans Schneeekloths Skole 1954 – 1992, Fra Statsgymnasiet Schneekloths Skole på Værnedamsvej Til Schneekloths Gymnasium på Brøndby Møllevej”,
der udkom den 2. maj 2016, trykt på Narayana Press, Gylling.

Bogen blev udgivet ved et arrangement på Værnedamsvej, hvor mere end 100 tidligere elever deltog.

Hans Schneekloths Skole er skrevet af to tidligere elever fra Værnedamsvej, og de beskriver skolens historie i hver sin del. Perioden på Værnedamsvej er skrevet af Flemming Johansen, og perioden på Brøndby Møllevej er skrevet af Henning V. Jensen, der i 1974 blev ansat som lærer på skolen i Brøndby.
 
 
 
 

De to dele af bogen er meget forskellige; første del er et historisk tilbageblik på den gamle traditionsrige enkønnede statsskole beskrevet bl.a. ud fra mange historiske kilder.
Den anden del er en mere nutidig beskrivelse af et moderne forstadsgymnasium med piger og mange kvindelige lærere. Udover en karakteristik af gymnasiet og dets liv sættes skolen ind i en samfundsmæssig og pædagogisk sammenhæng i en tid med store politiske spændinger, der som bekendt førte til skolens nedlæggelse.

Bogen er i begge afdelinger rigt forsynet med illustrationer og fotos, ligesom der er mange faktabokse, der belyser skolens formelle liv bag skoledagens aktiviteter.

Lektor Børge Bendt-Nielsen. (Uddrag fra skolens jubilæumsskrift 1979).

Der var i 1954, 24 fastansatte lærere på skolen. I det skoleår, der begyndte i 1954 var der 389 elever, og det var udelukkende drenge. Dengang kunne man idømme "eftersidning" til elever, der på en eller anden måde havde forsyndet sig; det skulle man bare prøve i dag! En eftersidningstime kunne forløbe på forskellige "spøgefulde" måder. Gamle elever kan huske, at hovedtrappen bestod at to parallelle trappeløb fra en etage op til en repos. Derfra gik et trappeløb op til næste etage efter princippet "mødes og skilles og atter forenes igen". Af trafikmæssige grunde skulle eleverne altid gå højre rundt, både op og ned; men lærerne havde selvfølgelig lov til at gå ven-stre rundt. Det var sommetider svært at huske for eleverne, og derfor kunne man ofte efter skoletid (og det var dengang efter kl. 14) møde en ensom elev vandrende op ad trappen til 3. sal og ned igen mange gange og hele tiden højre rundt, indtil han efter et aftalt antal ture skulle melde sig hos inspektor og fortælle, om han nu mente at have lært det. Særligt genstridige elever måtte bedrøve inspektor med, at de havde taget fejl et par gange og bede om at måtte tage et par ture til. Eller man kunne se to drenge gå adstadigt nede i skolegården ved siden at hinanden, idet de holdt i hver sin ende at en lineal. De sad efter, fordi de havde været oppe at slås, og nu skulle de øve sig i at gå ved siden at hinanden uden at slås.

Det kunne også ske, at inspektor spurgte fysiklæreren, om der ikke var noget kedsommeligt, men nyttigt, arbejde i fysikafdelingen for en eftersidder, og der var da altid messingkalorimetre, der trængte til at blive pudset blanke. De er ikke blevet pudset,

 
 
siden vi i 1969 flyttede til den nuværende skolebygning! I det lille værksted, der hørte til fysikafdelingen, fandtes der 3 trækasser med mange rum i. De indeholdt skruer og møtrikker i alle mulige dimensioner i ét stort rod, og det var et både ked-sommeligt og nyttigt arbejde for en eftersidder at sortere indholdet pænt efter størrel-se. Når han var gået, måtte fysiklæreren selvfølgelig have ulejlighed med at blande det hele sammen igen, hvis da ikke eftersidderen med et stort grin spurgte, om han ikke lige så godt selv kunne blande det hele igen, så det var parat til næste eftersidder. Nok var eftersidning en straf, men der var alligevel en vis spøgefuld undertone, som de fleste vist nok opfattede og accepterede.

Man må dog ikke ud fra det foregående slutte, at Schneekloths Skole ikke var et nor-malt gymnasium, der på fuldlødig vis uddannede realister og studenter, for det var naturligvis vort mål i hverdagen. Men der var da også mere morsomme begivenheder i årets løb. Her skal blot nævnes to: Den ene er de årlige 2-dages skolekomedier med K.B. Mønsted som den drivende kraft, indtil helbredet svigtede ham. Den første at aftnerne blev indledt med "Cirkus Mønsted"-en blandet kabaret med mellemskole-drengene, og den anden aften afsluttedes med et stilfuldt skolebal i lejede lokaler ude i byen. Den anden er lejrskolerne, hvor 3. mellem altid tog til Borrevejle Vig og nogle at 2. g'erne var på "Den nordiske Lejrskole" i Hillerød sammen med svenske og norske gymnasiaster, mens de andre kom til Bornholm, Mols, Nordjylland og flere "faste" steder.

Den tredje bog udkom ved skolens 100 års fødselsdag i 1954. Den er forfattet af K. F. Plesner med titlen ”Schneekloths Skole. 1854 – 1954.” Den er udgivet af Schneeklothianer Samfundet
på Det Berlingske Bogtrykkeri i København.

Bogen beskriver ganske kort Hans Schneekloths liv og den første tid i skolen historie, men bogen er detaljeret ført op til 1954 og forsynet med en del billeder. Der er en fortegnelse over skolens lærerstab i 1954, ligesom der er en oversigt på fem sider over ”kendte personer”, som har været elever på skolen.

Plesner beskriver levende bl. a. ud fra sine egne erindringer om skolen og dens lærere, både som elever og kollega. Han er grundlæggende respektfuld og positiv, men er ikke ganske ukritisk over for flere af dens lærere; de karakteriseres ganske detaljeret ud fra deres adfærd i undervisningen og skolens dagligdag, ofte med en meget indlevende og humor.

 
 
Men egentlige spændinger og uenigheder nævnes ikke, selv om der vel også på en skole med så mange særprægede personligheder, måtte opstå konflikter.
Ét eksempel berøres ganske perifært. Rektor Søren Neersø var rektor fra 1921 til 1932, hvor han på grund af pædagogiske uenigheder med lærerne valgte at gå af. Det kunne være interessant at få belyst en sådan pædagogisk konflikt, men enten er Plesner for taktfuld, eller også kendt han ikke årsagen.

Plesner sætter også skolen ind i en politisk og økonomisk ramme, der viser en privatskoles problemer gennem tiden, indtil staten overtager skolen i 1919, og dermed giver han et billede af billede af skolen sat ind i en samfundsmæssig sammenhæng.
Alt i alt en meget levende og velskrevet bog, der indtil de seneste år var bogen om skolen.