Udveksling med Prag

Mens udvekslingsrejserne til Berlin stod på i mange år, blev det for Prags vedkommende kun af kortere varighed. Igen startede det - vist nok i 1986 - med en henvendelse fra Brøndby Kommune. Og igen drejede det sig om en venskabsby, nemlig Prag II. Og igen var familien Simonsen primusmotorer i projektet. Helle Simonsen og fire elever blev inviteret til Prag. Vært var Ungkommunisternes præsident, en meget magtfuld herre med privatchauffør til den sorte Tatra, der transporterede Helle og ham rundt, ikke bare i Prag, men også til berømte lokaliteter som Marianska/Marienbad. Man boede på hotel, og der blev stillet tysktalende tolk til disposition, en ung kvinde, der efter eget udsagn via bekendtskabet med Helle fik øjnene op for, at der fandtes en verden uden for østblokken, som hun i hvert fald kort efter flygtede fra for at slå sig ned i Tyskland.

Efter denne præsentationsrunde kom der besøg i Brøndby af en delegation bestående af kommunistiske pampere. Først derefter indledtes den egentlige udveksling. Et almindeligt gymnasium kunne ikke komme på tale. Det blev et højst specielt gymnasium, nemlig en hotelskole. Kun disse elever ville jo have en åbenlys fordel i at rejse til et land i Vesteuropa, hvor de kunne lære forhold at kende, de kunne have gavn af, når de skule tage imod et internationalt publikum. Der var nemlig temmelig mange turister fra Vesten i Prag i disse år. Det var også kun elever herfra, som havde brug for at kunne begå sig på andre fremmedsprog end russisk.

Hvad der overraskede os, var, at det viste sig, eleverne på denne skole var dem med de højeste gennemsnit i byen. Det fortalte min værtinde, som var inspektor på skolen og tidligere havde undervist på Keppler Gymnasiet, som oprindelig var det mest prestigefyldte gymnasium i Prag. Elever derfra blev typisk læger, jurister og ingeniører. Nu valgte den tilsvarende elevgruppe hotelskolen, fordi man der kom tættest på muligheden for at få adgang til den hårde valuta.

Vi rejste i 87 tre kolleger sammen, familien Simonsen og jeg. I toget på vej derned fik jeg stor respekt for Helle, og hvis eleverne ikke havde det i forvejen, så fik de det også.

Under et kort besøg i en af kupéerne, hvor en vodkaflaske gik rundt, rev Helle resolut flasken til sig, trak rask vinduet ned og kylede flasken ud af det. Vi ville ikke have, at eleverne mødte fulde op, især når de nu skulle indkvarteres privat. Helt lykkedes det nok ikke, for nogle af dem var allerede godt lakket til.

Mødet med den meget anderledes kultur var ikke uproblematisk for eleverne. Der blev passet langt bedre på de unge mennesker, end danskerne var vant til. Frihedsgraderne var færre, og der forventedes en høflighed, ikke alle have nemt ved at leve op til. De var - skønt de var blevet forberedt på det - overraskede over den væsentligt lavere levestandard, de meget få butikker, hvor man ikke havde lyst at købe noget, de små trange lejligheder, og værst i hvert fald for pigerne: Man kunne ikke få sit daglige bad. Det stod i skarp kontrast til, at vi ustandselig blev inviteret ud at spise på den ene fornemme restaurant efter den anden. Man ville gerne imponere.

Også de tjekkiske elever skulle selvfølgelig vise frem, hvad de havde lært, så vi blev indbudt til en middag med tre retter i deres skolerestaurant. Der var hvide duge, eleverne optrådte som sortklædte tjenere, der til fulde beherskede fadserveringens kunst. Alligevel ville der ikke indfinde sig en særlig festlig stemning, det hele var meget stift og på en eller anden måde utidssvarende. Alt foregik med en alvorstung højtidelighed. Måske fordi de tjekkiske elever følte sig overvåget. I hvert fald var de hunderædde for især skolens partisekretær, som naturligvis var til stede. Jeg tror, vores elever havde forestillet sig hotel- og restaurationsbranchen mere glamourøs.

Anderledes hyggeligt havde vi lærere det, da vi var ude at spise på en god restaurant sammen med mine værter. Alligevel gik det også galt der. Pludselig ændrede den gode stemning sig. Samtalen med det tjekkiske ægtepar gik helt i stå. Hvad var der sket? Min kollega Jørgen, matematik- og fysiklærer, havde fortalt om de hjemlige planer om at udnytte vindmøller som energikilde i stedet for kul og olie. Vi havde også fortalt, at danskerne var skeptiske over for atomenergi.

For Frantisek, som var ingeniør og havde en ledende stilling på det statslige atomenergiinstitut, var det uforståeligt, hvad danskerne kunne have imod atomenergi. Det med vindmøller havde han aldrig hørt om, det forekom ham helt vildt, han troede simpelthen ikke på det, var overbevist om, at vi holdt ham for nar. Vi var lige så overraskede, for det var jo ikke kun i Danmark, man tænkte i de baner. Uheldigvis havde Jørgen også fortalt, at han havde været i USA. Nu var deres konklusion klar, han måtte være spion.

Det har vi grinet af mange gange siden. Også med familien fra Prag, for efter murens fald kunne vi jo sende brochurer ned til dem, som beviste vores påstand. Men egentlig var det rystende. Dels at fagfolk var så uvidende om, hvad der rørte sig i Vesten, dels at man i den grad led af paranoia. Ikke underligt i et samfund, hvor overvågning og sindelagskontrol var daglige realiteter.

Det fik vi at mærke ved genbesøget i Danmark. For her deltog den frygtede og forhadte partisekretær. Som en selvfølge, skønt hun slet ikke havde klassen. Når hun var til stede, var der snævre grænser for, hvad man kunne tillade sig at sige.

Starten på besøget i København var meget uheldig. Vi tog en tur i Tivoli. Det gik hurtig op for os, at det var en dårlig idé. De tjekkiske elever gik rundt og så meget bortvendte og misfornøjede ud. De skulle ikke prøve noget som helst, hverken rutsjebanen eller radiobilerne. Faktisk havde de fået ret pænt med lommepenge fra Brøndby Kommune. Det var også nødvendigt, for man kunne jo ikke veksle deres penge til danske. D-mark og dollars, som det viste sig, en del havde med hjemmefra, var det forbudt at have, så det måtte man gå meget stille med. Sjovt nok viste det sig, at den, der måske havde allerflest af de ulovlige penge, var partisekretæren.

Vores elever købte så en is eller en øl til dem, de var værter for, men ellers skulle man ikke nyde noget. Det blev lidt af et problem, for det fortsatte på samme måde, sådan at vores elever kom til at opfatte de tjekkiske som nærige, de syntes, de nassede på danskerne, for de fik aldrig pungen op, når de gik i byen sammen.

Det skulle dog snart vise sig, hvad forklaringen var. Næste dag var der planlagt en udflugt til Frederiksborg Slot, hvor vi havde bestilt en guide. Vi tog toget, og på vej gennem Hillerøds gågade, skete der det, at jeg pludselig opdagede, at alle eleverne plus den ene lærer og partisekretæren var forsvundet fra jordens overflade. De var styrtet ind i forskellige butikker, hvor de var i gang med at prøve cowboyjakker. Det var helt umuligt at få styr på tropperne. Da vi nåede frem til slottet, var guiden for længst gået.

Det var forklaringen på, at de spinkede og sparede. Der skulle ikke gives noget ud på andet end det, de havde planlagt at købe hjemmefra. Altså først og fremmest cowboyjakker. Kun min gæst, Maria, var blevet tilbage. Måske fordi hun ikke havde figur til cowboyjakke, måske fordi hun fandt den opførsel upassende.

Det var lidt trist, at det ikke lykkedes ret godt at gøre mere for den mellemfolkelige forståelse. Mentalitetsforskellene var simpelthen for store. Selv om vi talte meget med eleverne om det og forsøgte at forklare baggrunden, og de også godt vidste, hvor svært det var at få fat i ting, som for dem var en selvfølge. Det var jo ikke sådan, at danskerne var mindre bundet af den materialisme, der styrede de tjekkiske unge.

Mens det altså ikke førte til den store forbrødring for de unges vedkommende, udviklede der sig for lærernes et mangeårigt venskab mellem dem og deres værter.

Om fløjlsrevolutionen ville have ændret mødet mellem eleverne, skal jeg ikke kunne sige. For udvekslingen stoppede kort efter, og så kom det år, hvor skolelukningen fyldte alt.

Hanne Geist